Museerne drukner i danefæ

Museerne er ved at blive begravet i flintøkser, vikingemønter og bronzesmykker.

Aldrig er der blevet fundet så mange fortidslevn i den danske muld som i de seneste fem år. Og aldrig har museerne fået indleveret så mange fund fra amatørarkæologer.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

- Vi har aldrig modtaget så meget danefæ som i dag. Vi er ved at drukne i fund i en sådan grad, at vi har store problemer med at nå alle de sager, der kommer ind, siger museumsinspektør på Nationalmuseet Peter Vang Petersen,

Han har taget imod oldtidsfund på museet siden 1983, og har altså næsten 30 års erfaring med danefæ.

- Det er positivt, men også en vældig udfordring, siger Peter Vang Petersen.

I 2010 erklærede Nationalmuseets Oldtidsafdeling 547 genstande for danefæ mod 375 genstande i 2005.

Og selvom det svinger fra år til år, er tallet generelt opadgående. Og i øvrigt slet ikke dækkende for de mange fund, der bliver gjort, da museet kun vælger at registrere udvalgte repræsentative stykker og sjældne fund.

Men selvom det giver museerne ekstraarbejde, understreger Peter Vang Petersen, at det er vigtigt, at genstandene kommer frem i lyset.

- Det er et hårdt liv at være oldsag i pløjelaget. Det er kun guld, der kan tåle det. Glas, metal, keramik og i særdeleshed rav bliver hurtigt ødelagt af at blive udsat for vind og vejr: temperaturskift, sol, ilt og andre nedbrydende kræfter.

Forskerne peger på flere årsager til den voldsomme stigning i antallet af fund. Dels at der bliver pløjet dybere, dels - og ikke mindst - de mange hobbyarkæologer, der afsøger jorden med stadigt bedre metaldetektorer.

- Tidligere blev der en gang imellem fundet en enkelt genstand med metaldetektor. I dag er mere end 90 procent af det, vi får ind, fundet ved brug af elektroniske pilekviste, siger Mogens Bo Henriksen, museumsinspektør på Odense Bys Museer.

Oversigt

    Oversigt