I det fynske folks tjeneste

Musik- og teaterhus snart igang

Et kommende musik- og teaterhus i Odense midtby er rykket et trin nærmere. Fem selskaber er inde i billedet til at komme med bud på byggeriet.

Musik- og teaterhuset skal ligge på den såkaldte koncerthusgrund på parkeringspladsen ved siden af det nuværende Odense Koncerthus i H C Andersen-kvarteret.

Huset bliver en del af et nyt musikkonservatorium samme sted.

Odense Kommune skyder 90 millioner kr. i byggeriet og stiller grunden til rådighed enten ved salg eller leje.

Ellers opføres og drives huset af et privat selskab, dog efter ønsker og behov, som kommunen og musikkonservatoriet har til arkitektur, indretning og anvendelse.

Odense Byråd godkendte onsdag på et lukket møde fem selskaber til at indgå i den videre dialog om projektet. De får mulighed for i samarbejde med kommunen og musikkonservatoriet at udfærdige endelige tilbud, hvoraf det bedste bliver valgt.

Det sker formentlig i september 2007.

Hvilke fem selskaber, der er tale om, er endnu en hemmelighed, men navnene ventes snart offentliggjort.