I det fynske folks tjeneste

Gaffa-prisen: Musikbranchen og fans samles til uforudsigelig prisfest

For tredje år i træk danner Odeon i Odense rammen om Gaffa-prisen. Alt er live. Alt kan ske. Publikum bestemmer.

00:38

Torsdag aften uddeler GAFFA igen priser i Odeon i Odense, i år med Anders Breinholt som vært. Video: GAFFA

Klokken 18 torsdag skal den røde løber være klar i musikhuset Odeon i Odense. For da åbnes dørene til årets store prisfest: Gaffa-prisen 2019.

Udover prisoverrækkelser byder det årlige gallashow på musik med en række danske og udenlandske kunstnere, der alle uden undtagelse optræder live. At der spilles live sætter Gaffa en ære i. Og så er der tradition for, at alt kan ske til prisfesten, hvor TV 2´s Anders Breinholt i år er vært.

Blandt de optrædende i år kan nævnes Peter Sommer og Tiggerne, Fallulah, Farveblind, Ravi Kuma, MØL, Hjalmer og skotske Lewis Capaldi.

Læs også Mads Langer: - Publikumspriser er altid vigtigst

13.000 har stemt

Der vil blive uddelt i alt 16 priser i løbet af det to timer lange prisshow, og det særlige ved Gaffa-priserne er, at de udelukkende afgøres af musiklytterne. I år har 13.000 danskere afgivet deres stemme, og dermed har de bestemt, hvem der skulle nomineres. De endelige vindere er de kunstnere, der har fået flest stemmer blandt de nominerede.

Blandt de danske kunstnere ligger Lukas Graham og The Minds of 99 forrest i feltet med hver fem nomineringer, efterfulgt af Folkeklubben og MØ med fire, og Baest og Saveus med tre. Fynske Hjalmer er nomineret i to kategorier: Årets danske solist og Årets danske livenavn.

Hos de udenlandske kunstnere er feltet ret jævnbyrdigt med tre nomineringer til Cardi B (den ene i fællesskab med Bruno Mars), BTS, Eminem, 5 Seconds of Summer og Ariana Grande. De resterende får én nominering hver.

Læs også Gaffa-pris: Odeon bedst til prisuddelinger

Gøre noget godt for nogen

Mange musikere udtrykker en særlig stolthed over at være nominerede eller prisvindere ved GAFFA-Prisen. Ikke så meget på grund af selve statuetten, men fordi prisen udtrykker anerkendelse fra publikum. 

Det gjorde Mads Langer for eksempel, da han i 2018 var med i en TV 2/Fyn-talk forud for prisshowet:

- Jeg tror, den vigtigste anerkendelse er, at man gør noget godt for nogen. Jeg har haft en karriere på otte år, hvor jeg ikke har vundet nogen priser overhovedet. Det har ændret sig på det seneste, men det er langt fra priserne, der gør, at man står op om morgenen og gør det, man gør, fortalte Mads Langer.

Læs også Vinder scenetid på Tinderbox: Karenina skal spille i Tusindårsskoven

Nøgenhed og kulissekoks

Uforudsigeligheden i Gaffas årlige musikfest har gennem tiderne vist sig i form af skøre eller opsigtsvækkende øjeblikke. Eksempelvis, da sangerinden Jenny Rossander under sit kunstnernavn Lydmor optrådte nøgen på scenen i Odeon bodypainted i fluorescerende farver. Og i øvrigt indledte sin optræden med en storskærm, der fremviste en række kontroversielle sexistiske citater fra danske medier og kulturpersonligheder om kvinder generelt, og kvinder i musikbranchen i særdeleshed.

Mange vil også huske den famøse prisoverrækkelse i 2012, hvor et defekt biograflærred afbrød sangerinden Medinas optræden og satte en stopper for hele showet. Værterne Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann måtte træde vande i et kvarter, før det lykkedes at rydde op på scenen. Det var i øvrigt det første år, hvor GAFFA-Prisen blev vist direkte på tv.

I år bliver GAFFA-Prisen livestreamet på www.gaffa.dk og på YouTube. TV 2/Fyn sender live fra den røde løber forud for showstart, og runder også af med en opdatering i TV 2/Fyns sene nyhedsudsendelse klokken 22.

Her er de nominerede

Årets danske udgivelse:

Benal: Benjamin og Albert

Folkeklubben: Sort tulipan

Lukas Graham: 3 (The Purple Album)

The Minds of 99: Solkongen

MØ: Forever Neverland

 

Årets danske band:

Folkeklubben

Lukas Graham

The Minds of 99

Nephew

Saveus

 

Årets danske solist:

Jacob Dinesen

Hjalmer

Hugo Helmig

Karl William

 

Årets nye danske navn:

Baest

Malte Ebert

Fool

Nicklas Sahl

Skinz

 

Årets danske hit:

Folkeklubben: Men ikke endnu en vinter

Lukas Graham: Love Someone

The Minds of 99: Alle skuffer over tid

MØ: Blur

Saveus: Time Can Heal a Man

 

Årets danske rockudgivelse:

Jacob Dinesen: Found It

Folkeklubben: Sort tulipan

Magtens Korridorer: Halvt til helt

The Minds of 99: Solkongen

Nephew: Ring–i–ring

 

Årets danske popudgivelse:

Hugo Helmig: Promise

Katinka: Vokseværk

Lukas Graham: 3 (The Purple Album)

MØ: Forever Neverland

Saveus: Neuro

 

Årets danske hiphop-udgivelse:

Benal: Benjamin og Albert

Noah Carter: 2nd Demo

Jokeren: Glædesbringeren

Sivas: Ultra

Per Vers: Knust kunst

 

Årets danske hardrock/metaludgivelse:

Alkymist: Alkymist

Baest: Dance Macabre

I’ll Be Damned: Road to Disorder

Livløs: Into Beyond

Møl: Jord

 

Årets danske elektroniske udgivelse:

AV AV AV: Fundamental Physics Vol. 02

Rune Bagge: No Tomorrow

Dans & Lær: Fra fugl til fugl

Astrid Sonne: Human Lines

When Saints Go Machine: It’s a Mad Love

 

Årets danske livenavn:

Baest

Dizzy Mizz Lizzy

Hjalmer

Lukas Graham

The Minds of 99

 

Årets internationale udgivelse:

BTS: Love Yourself: Answer

Eminem: Kamikaze

5 Seconds of Summer: Youngblood

Ariana Grande: Sweetener

Shawn Mendes: Shawn Mendes

 

Årets internationale band:

Arctic Monkeys

BTS

5 Seconds of Summer

Gorillaz

Imagine Dragons

 

Årets internationale solist:

Anderson .Paak

Cardi B

Eminem

Ariana Grande

Post Malone

 

Årets nye internationale navn:

Cardi B

BTS

Camilla Cabello

Sigrid

Troye Sivan

 

Årets internationale hit:

Eminem feat. Ed Sheeran: River

5 Seconds of Summer: Youngblood

Childish Gambino: This is America

Ariana Grande: Thank U, Next

Bruno Mars featuring Cardi B: Finesse