Musikere bestjålet

To klarinettister, der skal deltage i Carl Nielsen-konkurrencen i Odense Koncerthus søndag, har fået stjålet deres klarinetter.

Tyveriet skete, da de to klarinettister, en finne og en italiener, var med toget fra København til Odense lørdag, oplyser DR Fyn.

De opdagede, at tasken med instrumenterne var væk, da skulle stå af toget i Odense.

- De reagerer selvfølgelig forskelligt. Finnen er lidt mere fattet og konstruktiv. Han er begyndt finde ud af, om han kan låne en klarinet. Mens italieneren bare slår ud med armene og vender øjnene mod himlen og er dybt ulykkelig, siger Marianne Granvig, der er generalsekretær for konkurrencen til DR Fyn.

Ser man de to klarinetter - der ligger i en taske, der ligner en computertaske - skal man henvende sig til Odense Koncerthus på telefon 6375 0050

Oversigt

    Oversigt