Musikere i arbejdstøjet - sælger selv festivalbilletter

Pure Festival prøver ny billetsalgsmetode. Musikerne sælger selv billetter og får lov at beholde indtægten.

For rytmiske musikere er der mange måder at blive aflønnet for en optræden. 

Det kan være en fast pris, det kan være en andel af billetsalget, eller man kan optræde helt gratis bare for at få lov til at stå på en scene.

På Pure Festival i Odense har de 14 bands hver fået stukket 100 billetter i hånden med beskeden 'Sælg så mange, I kan - I beholder selv pengene'.

quote Vi vil gerne give musikerne en mulighed for både at tjene penge selv samtidig med at de får mere erfaring med markedsføring og promovering. 

Thomas Aarup, direktør, Kansas City

Det er spillestedet Kansas City, der afholder festivalen, og ifølge direktør Thomas Aarup, har det skabt motivation hos musikerne.

- De blev overrasket, men de har virkelig taget imod det. De er ude og markedsføre sig selv og sælge billetter. Og det er netop det, man skal kunne som upcoming musiker. Der skal du virkelig ud og sælge billetter for at bevise, at du kan noget.

En fordel med ekstra billetsælgere

Festivalen har vækstlagsmusikken som den røde tråd og har fokus på 'det rene' i musikken. Deraf navnet Pure Festival. 

Festivalen sælger også selv billetter på nettet, men Thomas Aarup ser de mange ekstra billetsælgere som en fordel både for festivalen og for musikerne.

- Vi vil gerne give musikerne en mulighed for både at tjene penge selv, samtidig med at de får mere erfaring med markedsføring og promovering. Og det er ingen hemmelighed, at jo flere gæster, jo federe en festival, siger direktøren.

Thomas Aarup fra Kansas City er begejstret for, at de optrædende bands på Pure Festival nu selv kan beholde billetindtægterne.
Thomas Aarup fra Kansas City er begejstret for, at de optrædende bands på Pure Festival nu selv kan beholde billetindtægterne.
Foto: Christoffer Laubel

Det er anden gang, der bliver afholdt Pure Festival på Kansas City. Festivalen arrangeres i samarbejde med Odense Filmværksted og Det Fynske Kunstakademi.

Den 31. maj er der gratis markedsdag på festivalen, og de to efterfølgende dage giver billetten til 50 kroner adgang til kunst, film og musik. Sidste år fik festivalen omkring 2.000 besøgende.

Når de optrædende selv får indtægterne fra billetsalget, kommer der naturligvis færre penge i arrangørerne kasse. Men det er Thomas Aarup ikke bekymret for.

- Vi må tage den på salget i baren, siger han.

En billet til hele festivalen koster 50 kroner. Man kan læse mere om festivalen på Kansas Citys hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt