I det fynske folks tjeneste

Musikkonservatorium bliver hvor det er

På de to københavnske musikkonservatorier er der oprør mod et nyt forslag om at \"sammenlægge\" de danske konservatorie-uddannelser. Men i Odense er der ingen grund til panik. Det Fynske Musikkonservatorium bliver hvor det er.

-

På de to københavnske musikkonservatorier er der oprør mod et nyt forslag om at \"sammenlægge\" de danske konservatorie-uddannelser. Men i Odense er der ingen grund til panik. Det Fynske Musikkonservatorium bliver hvor det er.


\"Jeg reagerede da med betydelig overraskelse, da jeg i lørdags fik brevet med at man vil lave to musikcentre i øst og i vest. Men det er rent teknisk for vores vedkommende. Vi flytter ikke og vil stadig have selvstændig rektor\", siger Bertel Krarup, der er rektor på Det Fynske Musikkonservatorium.


Det er et forslag fra Konservatoriernes Uddannelsesråd, der har fået sindene i kog i København.


Rådet rådgiver Kulturministeriet i uddannelsesspørgsmål og foreslår, at Det Rytmiske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København sammen med det fynske konservatorium skal udgøre \"Uddannelsescenter Øst\". Det skal så være et tilsvarende \"Uddannelsescenter Vest\" for de jyske konservatorier.


\"Men det er egentlig ganske unødvendigt, for vi har allerede et glimrende samarbejde med de to københavnske konservatorier. Forslaget betyder at der skal være en central ledelse og det er jeg ikke begejstret for. Vi har ikke brug for endnu en overbygning\", siger Bertel Krarup.


Planerne er kun foreløbige, men det forventes at et endeligt forslag præsenteres før sommerferien.

Ved du noget? Så send os et tip