Musikprogram til Midtfyns Festivalen aflyst

Ledelsen af Midtfyns Festivalen har mundtligt bedt musikarrangøreren, Daniel Munk, om at aflyse hele musikprogrammet. Daniel Munk har selv trukket sig helt ud af samarbejdet med festivalen. Odense Rytmecenter erklærer festivalen for stendød.

Alt tyder på lukning

Daniel Munk, som har booket musik til den planlagte festival til sommer, ved ikke, om festivallen er helt lukket. Han har nemlig selv trukket sig ud af samarbejdet.

- Der er jo ikke styr på noget som helst, siger han til TV 2/Fyn.

Daniel Munk har fået mundtlig besked på at aflyse det musikprogram, der var arrangeret. Det gør han dog ikke, før han får en officiel, skriftlig meddelelse herom.

Lederen af Midtfyns Festivalen, Henrik Malmkjær svarer ikke på sin telefon, udover gennem en telefonsvarer. Og festivallens hjemmeside, midtfynsfestival.dk, bliver man heller ikke klogere af. Den er tilsyneladende lukket.

Støt Ringe Festivallen

Musikarrangøreren, Daniel Munk, opfordrer til at alle gode kræfter skal støtte Ringe Festivalen i stedet for.

- Den er lokalt funderet og bygger op fra bunden af. Det er der fornuft i, siger Daniel Munk.

Blandt dem, der står bag Ringe Festivalen er den tidligere pladsformand på den oprindelige Midtfyns Festival, Søren Nielsen.

Genoplivningen af Midtfyns Festivalen er løbet ind i problemer, fordi ejeren, Henrik Malmkjær, ikke har orden i økonomien, og fornylig sagde de midtfynske foreninger nej til at deltage af samme grund.

Festivalen er stendød

Formanden for Odense Rytmecenter, Morten Hedemann, siger til TV 2/Fyn, at han har mistet sidste rest af tro på Midtfyns Festivalen.

- Midtfyns Festivalen er stendød. Det er historie, og vi sidder og smiler lidt af det hele, nu, siger Morten Hedemann.

Han tilføjer, at hvis der havde været noget substans i planerne, så var det kommet op nu. Det er ikke sket, så han tror ikke på det mere.

Til gengæld tror han mere på Ringe Festivalen.

- Det er ganske vist på et andet niveau, men til gengæld realistisk, siger Morten Hedemann, og tilføjer, at Odense Rytmecenter gerne medvirker i det regi.

Festivallens hjemmeside

Oversigt

    Oversigt