Muslimer mobber på universitetet

En lille gruppe radikale muslimske kvinder mobber deres muslimske medstuderende på Syddansk Universitet. De bliver truet med, at de ryger i helvede, hvis de opfører sig for dansk.

Stramme bukser er bandlyst

"Du kommer i helvede, hvis du ikke bærer tørklæde". En stribe stygge SMS-beskeder florerer på universitetet i Odense. Det er en lille gruppe radikale muslimske kvinder, der står bag.

Amanuensis Saliha Marie Fettah, der underviser på universitetet har oplevet, at andre muslimske studerende er brudt sammen på hendes kontor på grund af presset fra de radikale muslimer. Det skriver Jyllands-Posten fredag.

De moderate muslimske kvinder får også besked på, at de ikke må gå i stramme bukser, bluser eller stærke farver.

- Det har afholdt flere af de moderate piger fra at deltage i sociale sammenkomster, fordi denne gruppe har advaret mod at deltage, siger Saliha Marie Fettah til avisen.

Skifter studie

En enkelt studerende har allerede skiftet studie på grund af presset og andre overvejer at gøre det.

Ifølge Saliha Marie Fettah så er årsagen til presset, at de radikale muslimer ser det som en religiøs pligt.

Oversigt

    Oversigt