Musvågen blev aflivet unødvendigt

Naturstyrelsen Fyn aflivede den musvåge, der sidst tog ophold hos et ægtepar i Vissenbjerg. Men den kunne have fået et godt liv i fangenskab, mener flere andre.

Falkoner Rasmus Nielsen undrer sig over, at den musvåge, der i sidste uge blev aflivet Efter anmodning af Naturstyrelsen Fyn, overhovedet behøvede at dø.

Den kunne sagtens have fået et udmærket liv hos mennesker med kompetence i vilde fugle, siger Rasmus Nielsen.

- Det undrer mig, at Naturstyrelsen mente at den skulle aflives. Det var Naturstyrelsen, der bad mig fange fuglen. Det gjorde jeg, og den blev bragt til dyrlægen for at se, om den var anskudt, om der var hagl i den, men den fejlede ingenting, siger Rasmus Nielsen, og fortsætter:

- Den kunne sagtens have fået et godt liv i fangenskab. Hos Randers Regnskov ville man gerne have haft fuglen, men det blev alligevel besluttet, at fuglen skule aflives.

Statsanerkendt zoologisk have

Direktør i Randers Regnskov Henrik Herold bekræfter, at man gerne ville have haft musvågen, men ikke hørte fra Naturstyrelsen Fyn, før musvågen var aflivet.

- Det er rigtigt. Da vi først hørte om fuglen, var vi interesserede i at få den herop, fordi vi vi ville have brugt den i formidlingsøjemed. Netop som en ambassadør for, hvad man ikke skal gøre med vilde fugle, siger Henrik Herold.

Randers Regnskov er en statsanerkendt zoologisk have, der har en falkoner ansat, så kompetencen for at kunne tage sig ordentligt af fuglen er til stede, mener direktøren.

Han skrev til Naturstyrelsen, der spurgte, hvad fuglen skule bruges til, og hvordan den skulle huses.

Alt det blev forklaret til Naturstyrelsen, men der kom aldrig et svar tilbage, før Henrik Herold erfarer, at musvågen er blevet aflivet.

Gode argumenter

- Jeg håber, der er nogle gode argumenter for at aflive den. Jeg kender jo ikke Naturstyrelsens bevæggrunde, så jeg håber da, at de har haft en god grund, for jeg vil altid begræde at et dyr bliver aflivet, hvis det ikke er nødvendigt, fortæller direktøren.

I torsdags fortalte vildtkonsulent Lars Erlandsen Brun til TV 2/Fyn, at det ikke havde været en nem beslutning at aflive fuglen, men at det var gjort ud fra en samlet vurdering om dyreværn og dyrevelfærd og en beskyttelse af vilde bestande af rovfugle.

Mandag har det indtil videre ikke været muligt af få en kommentar fra Naturstyrelsen Fyn.

Du kan se, hvordan fuglen var i levende live her

Oversigt

    Oversigt