NA: Vi manglede medietræning

Trods en kendt og højprofileret kandidat lykkedes det ikke for Ny Alliance at blive repræsenteret på Fyn. Fynboerne forstod ikke Lars Kolind, lyder det fra Ny Alliance.

Ny Alliance fik 2,4 procent af stemmerne på Fyn, men det rakte ikke til en plads i Folketinget for partiets fynske spidskandidat, Lars Kolind. Men det slår ikke formanden for partiet i Odense ud.

- Det er en festdag, fordi vi er i Folketinget med fem stærke mandater, og det er vores udgangspunkt, siger Henriette Berwick.

Partiet erkender dog, at valgkampen ikke har været ført optimalt.

- Vi mangler medietræning. Hvordan siger vi det og hvordan bliver det brugt. Det har været en mangel i vores valgkamp, lyder det fra Henriette Berwick.

Kolinds forslag om 40 procent skat på Fyn og afskaffelse af klasselærerne solgte ikke billetter hos de fynske vælgere.

- Den måde det blev præsenteret på har fynboerne ikke forstået, og vi har lært at det skal præsenteres på en anden måde, lyder det fra partiets formand i Odense.

Oversigt

    Oversigt