I det fynske folks tjeneste

Kulturfix til ghettoer: - Når man har danset sammen, er det svært at slås

En pose med projektpenge skal booste kulturlivet for børn og unge i Vollsmose. En kulturaktør er let skeptisk, for hvad sker der med effekten, når pengene er sluppet op?

00:35

Mette Bock præsenterede sine tanker om projektet Kulturbroen i Vollsmose for interesserede kulturaktører. Her fik medlemmer fra dansegruppen Black Top Team fra Gellerupparken en snak med kulturministeren. Video: Morten Grundholm

En far og søn er ved at komme i højlydt skænderi om drengen, der har drukket øl. Om faderen, der må se sine ingeniørdrømme briste bag rattet på en taxi. Og om andre indvandrere, der ifølge sønnen "alle sammen går på bistand".

En hel buket af uløste konflikter bryder ud i lys lue foran publikum, da instruktøren sætter ind og råber "stop, stop, stop".

Publikum bliver inddraget i genren forumteater for at finde ud af, hvordan konflikten skal håndteres.

- Målet med, at vi laver forumteater, er for at skabe social forandring, forklarer instruktør Alaa Abdol Hamid.

I forlængelse af regeringens parallelsamfundspakke, hvor der er meget, vi gerne vil bryde ned, så er der også noget vi gerne vil bygge op. Og noget af det, der er rigtig opbyggeligt, det er faktisk kultur.

Mette Bock, kulturminister, Liberal Alliance

Teatergruppen 5240 Act Now optræder og skaber debat foran kulturaktører fra hele landet i Vollsmose Kulturhus.

De er indbudt til at optræde som en del af Slots- og Kulturstyrelsens camp om projektet Kulturbroen, som kulturminister Mette Bock (LA) har sat i gang.

Der er afsat 3,6 millioner kroner til kulturprojekter for børn og unge i udsatte boligområder.

- I forlængelse af regeringens parallelsamfundspakke, hvor der er meget, vi gerne vil bryde ned, så er der også noget vi gerne vil bygge op. Og noget af det, der er rigtig opbyggeligt, det er faktisk kultur. Det handler om at bygge bro mellem mennesker. Det kan kulturen gøre rigtig meget ved, for har man først sunget sammen eller danset sammen, så er det rigtig svært bagefter at gå ud og slås, siger Mette Bock.

Kulturprojektet falder lige ned i samme spor, som Odense Kommune har lagt op til med en udviklingsplan for Vollsmose. Kommunens kulturchef, Martin Petersen, og by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) fulgte interesseret med på campen i Vollsmose.

- Det betyder rigtig meget for Odense, for vi har også netop i den sidste Vollsmoseplan lagt vægt på kunst og kultur som noget, der er med til at gøre en afgørende forskel for at udvikle bydelen. Og så er det dejligt, vi har en kulturminister, der møder op og er med til at vise, at kultur er vigtigt for at udvikle en bydel som Vollsmose, siger Jane Jegind.
 

Læs også Legebarnet Langdal i slutspurt frem mod musical-premiere

 

Tidsbegrænset indsats

Nu har jeg boet i Vollsmose i cirka 20 år, og jeg har set rigtig meget, at nye projekter starter og stopper. Så starter der nye projekter, og så stopper de. Og sådan har det kørt ret tit.

Alaa Abdol Hamid, instruktør, 5240 Act Now

Men ligesom mange andre Vollsmose-indsatser, er denne pulje penge også tidsbegrænset. Så på et tidspunkt kan den gode indsats slippe op, frygter Alaa Abdol Hamid fra 5240 Act Now.

- Nu har jeg boet i Vollsmose i cirka 20 år, og jeg har set rigtig meget, at nye projekter starter og stopper. Så starter der nye projekter, og så stopper de. Og sådan har det kørt ret tit. Derfor mener jeg også, man bør tænke på forankringsdelen. Hvordan kan vi forankre de her gode projekter, der virker, spørger hun.

Den tanke har Mette Bock tydeligvis også haft, for ministeren har lagt vægt på særlige krav, når ansøgningerne til Kulturbroens puljepenge skal udfyldes.

- Det er en væsentlig del af, hvordan man får del i de her penge. Man skal beskrive, hvordan projektet kan fortsætte bagefter, når projektmidlerne ikke er der mere. Det her er jo statslige penge, og statslige penge skal netop bruges til at sætte ting i gang, og så må tingene leve, når midlerne udløber, forklarer kulturministeren.

Kultur kan gøre en forskel

Selvom pengepuljen er tidsbegrænset og til deling i hele landet, mener Mellemfolkeligt Samvirke, at penge til kultur er et skridt i den helt rigtige retning for udsatte boligområder.

- Det kan være dér, teaterforestillinger finder sted, eller det er dér man kan finde en musikskole. Det er der, jeg håber på, at vi i fremtiden får et mere integreret Danmark, siger projektkoordinator Fatima Amchicho fra Mellemfolkeligt Samvirke.

Teaterformen fra 5240 Act Now lægger op til debat, hvor publikum inviteres op på scenen for at finde nye slutninger på konflikterne, og det sker også denne dag i Vollsmose Kulturhus.

Debatten i salen har bragt mange forslag til, hvordan både faren, moren og sønnen i den lille forestilling på scenen kan agere, og en af publikummerne bliver inviteret op for at vise sit forslag.

Alaa Abdol Hamid forventer, at 5240 Act Now vil sende en ansøgning til den nye projektpulje, for det kan måske åbne for at skabe et dramahold for børn i området.

- Jeg tror absolut, vi kan byde ind med noget i forhold til projektet. Der er jo rigtig mange børn og unge i Vollsmose, som kunne få gavn af at udvikle deres skuespillerevner, siger hun.

Kulturbroens midler fordeles ved en uddeling i marts 2019 for en treårig periode.

 

02:46 Luk video