I det fynske folks tjeneste

Nabo fangede indbrudstyv

En indbrudstyv blev mandag middag stoppet med sækken fuld af tyvekoster kort efter at han havde begået indbrud i en villa i Bellinge.

Mandag formiddag kort før kl. 12 ringede det på døren til en villa på Rughøjvej i Bellinge ved Odense. Da beboeren åbnede døren var der tilsyneladende ikke nogen. Hun lukkende døren igen, men kort efter lød der et højt brag og lyden af en rude, der blev knust.

Kvinden gemte sig i garagen og ringede øjeblikkeligt til både politiet, sin mand og sin nabo.

Inde i huset havde indbrudstyven travlt. Da han havde stjålet forskellige ejendele, sprang han ud af et vindue og stak af på en cykel.

Det så naboen, der var gået udenfor, og i det samme ankom kvindens mand med en kollega i bilen.

Sammen lykkedes det for de tre at få indhentet indbrudstyven og få ham tilbageholdt indtil politiet ankom.

- Det her er et rigtig godt eksempel på, at nabohjælp virker. I dette tilfælde blev tyven tilbageholdt af naboerne og kvindens mand indtil politiet ankom. Her gik det godt, men generelt vil jeg advare mod, at man selv griber ind, siger politikommissær Niels Erik Nymark.

Den 47-årige gerningsmanden blev tirsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør og varetægtsfængslet i fire uger.

Ved du noget? Så send os et tip