Nabo til hus hvor lynet slog ned: Så 20 meter høj sølje af ild

I Strib fik beboerne på Møllebakken sig et chok mandag formiddag. Tre huse blev ramt af lynet, og naboen til et af dem så det fra stuevinduet.

- Det var sådan et drøn, at jeg i et sekund eller to tænke: Var det noget jeg drømte, eller skete det virkelig? Så dryssede det ned med plader og tagsten, fortæller Ib Jensen. 

Han er nabo til et af de huse på Møllebakken i Strib, hvor lynet mandag formiddag slog ned. Ib Jensen stod med sin hustru og overværede det voldsomme vejr fra stuevinduet med direkte udsyn til nabohuset. 

- Bedst som vi står der, kommer der et brag så stort og en 20 meter sølje af ild op i luften. Så var vi godt klar over, at der var noget galt, fortæller Ib Jensen. 

Nabo Ib Jensen fortæller, hvordan han oplevede lynnedslaget

Passer hinandens huse

quote Bedst som vi står der, kommer der et brag så stort og en 20 meter sølje af ild op i luften. Så var vi godt klar over, at der var noget galt

Ib Jensen, nabo til hus på Møllebakken, der blev ramt af lynet.

Ib Jensen fortæller, at naboerne passer hinandens huse, så han havde en nøgle til nabohuset. Han havde set, at naboerne var kørt i byen. Ib Jensen låser sig derfor ind i huset sammen med en genbo.

- Vi farer ind og op for at se, hvad der er sket. Vi kunne ikke komme ind for røg og skidt, som var kastet rundt i det værelse, vi kom op i, fortæller Ib Jensen.

Brandvæsenet kom ti minutter efter og fik situationen under kontrol. Ib Jensens eget hus er knapt så hårdt ramt.

- I mit hus er lamper faldet ned, elektriske stik er røget ud af væggen og vores varmeapparater er sat af, siger Ib Jensen.

Beboerne i Strib var i nogle timer også uden vand, da vandværket ligeledes blev ramt af et lyn. Det lykkedes dog vandværket at få strøm i løbet af eftermiddagen, så kunderne igen har vand.

Oversigt

    Oversigt