Naboer frygtede særling

Naboer til Tusindårsskoven har gennem længere tid observeret den mand, som politiet nu efterlyser i forbindelse med dobbeltdrabet onsdag aften.

TV 2/FYN har talt med flere naboer og kolonihavejere, som gennem den seneste måned har lagt mærke til den underlige eksistens, der havde slået sig ned i området.

- Jeg har set ham flere gange med en stor rygsæk og et tæppe på ryggen. Han opfører sig mærkeligt og griner højt og hysterisk. Jeg har en gang set ham sove i skovbrynet, fortæller Gro Mathisen, der bor i Roerskov kolonihave.

Naboerne har også set manden med det mørke hår og den mørke hudfarve inden for afspærringen ved Friluftsbadet, hvor han sad på en bænk. De fortæller, at han ikke er dansker, ryger konstant og virker psykisk syg.

- Jeg har været bange for ham, og havde derfor altid en kæp med, når jeg gik i Tusindårsskoven, siger Gro Mathisen.

En anden nabo mener, at særlingen har boet i telt og huler i skoven i flere år.

Gro Mathisen tror dog ikke på, at denne mand står bag dobbeltdrabet.

- Han virker for sølle til at kunne håndtere et skydevåben, siger hun.

Havefolk sat ind

Politiet fortsætter fredag undersøgelserne af området. Et areal på næsten to gange to kilometer er afspærret, og politiet har sat både gartnere, skovarbejdere og en minigraver ind for at finkæmme området for spor.

Den efterlyste mand har politiet fortsat ikke hørt fra.

Oversigt

    Oversigt