I det fynske folks tjeneste

Næsten alle fynske elever fik deres gymnasieønske opfyldt

Fredag fik mere end 2.000 unge fynboer svar på deres ansøgning om optag på en gymnasieuddannelse. Næsten alle kom ind på deres førsteprioritet.

00:15

I alt har 2.199 elever søgt ind på en STX-uddannelse på ét af de 11 gymnasier på Fyn. Kun 162 af dem har fået afslag på deres førsteprioritet. Video: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Fredag var der brev i e-boksen hos mere end 2.000 håbefulde unge fynboer, som har søgt ind på en gymnasial uddannelse efter sommerferien.

I alt har 2.199 elever søgt ind på en STX-uddannelse på ét af de 11 gymnasier på Fyn. Kun 162 af dem har fået afslag på deres førsteprioritet.

Læs også De fynske unge vil HF: Se, hvordan ansøgningerne fordeler sig på Fyn

Det forklarer Christian Alnor, der er rektor ved Middelfart Gymnasium og formand for fordelingsudvalget for de fynske gymnasier.

- Det ser sådan ud, at 93 procent er kommet ind på den skole, som de ønskede som førsteprioritet. Syv procent, det vil sige 162 elever, har fået besked om, at der ikke var plads på førsteprioriteten. Så de har enten fået anden- eller tredjeprioritet, siger han til TV 2/Fyn.

Kun to gymnasier har givet afslag 

På Fyn er det kun Sct. Knuds Gymnasium i Odense og Odense Katedralskole, der har måttet give afslag på ansøgninger. Det skyldes en solidarisk fordelingsaftale mellem de fynske gymnasier, så der holdes liv i de mindre gymnasier. Det forklarer Christian Alnor.

- Inden fordelingen går i gang, aftaler vi, hvor stor en kapacitet de enkelte skoler skal have. I det her tilfælde forsøger vi at holde kapaciteten i Odense nede. Hvis det var sådan, at Katedralskolen sagde: "vi skal bygge til, så vi har plads til de 162 elever, der er blevet afvist", så ville vi jo affolke udkanten.

- Så det stærkeste våben er jo egentlig ikke at fordele. Det stærkeste våben er at sørge for, at kapaciteten bliver holdt nede andre steder, forklarer han.

Ansøgere til de almene gymnasier på Fyn 

Ansøgere til STX-uddannelser: 

  • Sct. Knuds Gymnasium: 348 
     
  • Odense Katedralskole: 398 
     
  • Tornbjerg Gymnasium: 158
     
  • Mulernes Legatskole: 187 
     
  • Nordfyns Gymnasium: 105
     
  • Midtfyns Gymnasium: 130 ​​
     
  • Nyborg Gymnasium: 157 
     
  • Svendborg Gymnasium: 307 
     
  • Fåborg Gymnasium: 56
     
  • Vestfyns Gymnasium: 193
     
  • Middelfart Gymnasium 159 

 

Ansøgninger til HF-uddannelser: 

  • Odense Katedralskole: 91 
     
  • Mulernes Legatskole: 46
     
  • Nyborg Gymnasium: 27
     
  • Svendborg Gymnasium: 55
     
  • Middelfart Gymnasium: 33
     
  • FynsHF: 240 
     
  • VUC Odense Ordblinde: 43
     
  • HF og VUC Glamsbjerg: 14 
Se mere

For de 162 ansøgere, som har fået afslag på deres førsteprioritet, er der ikke så store muligheder for at få omgjort afgørelsen, da det er de elever, som bor tættest på henholdsvis Sct. Knuds Gymnasium og Odense Katedralskole, der er blevet optaget. Det siger Christian Alnor.

Få muligheder for at få omgjort beslutningen

- Hvis de i virkeligheden bor tættere på eller har andre gode grunde til, hvorfor det i virkeligheden skulle være Katedralskolen, de skulle gå på, jamen så må de prøve at få genoptaget deres sag. Det står i brevet, at de kan gøre det inden for 14 dage, og så må de jo skrive til skolen. Hvis der ikke er særlige nye oplysninger, andet end at det vil man bare gerne, så må man jo prøve igen, når grundforløbet er færdigt engang i november.

I alt har 2.199 elever søgt ind på en STX-uddannelse på Fyn - 549 personer har søgt ind på en HF-uddannelse. I 2018 var tallene henholdsvis 2.290 og 494.