Når maven kommer i vejen

Graviditet er ingen sygdom, hedder det. Alligevel bliver tæt på 100.000 gravide kvinder hvert år sygemeldt, inden de går på barsel. Og fraværet vokser.

To ud af tre

36-årige Diana Mejnholt fra Bogense er gravid med sit fjerde barn og i 28. uge. For tre uger siden blev hun sygemeldt fra sit arbejde som pædagogmedhjælper, fordi hun fik svær bækkenløsning.

- Jeg kunne ingenting, når jeg kom hjem. Jeg lå på sofaen, jeg kunne ikke putte børn eller løfte dem op, fortæller hun og fortsætter:

- Det er da lidt nederlagsagtigt, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Den beslutning er taget, og så må jeg leve med det.

På fem år er antallet af gravide, der bliver sygemeldt steget med godt  to procent. Det viser en analyse fra Arbejdsdirektoratet. Det svarer til, at to ud af tre gravide bliver sygemeldt på grund af graviditetsgener.

Samtidig er de gravide også sygemeldt i længere tid. I dag er en gravid sygemeldt i gennemsnitlig syv uger foruden de fire ugers barsel.

Forsker skal finde svaret

Der er aldrig blevet forsket i, hvorfor fraværet vokser blandt de gravide. Men nu skal seniorforsker fra SFI, Thomas Lund, finde svarene.

Han har fået 1,7 mio. kr. af Beskæftigelsesministeriet til at finde ud af, hvor det går galt.

Det koster staten 1,4 mia. kr. om året i sygedagpengerefusion, når så mange gravide går fra i utide.

Læs mere om SFI her

Oversigt

    Oversigt