I det fynske folks tjeneste

Narkomaner får sundhedsrum

Med en bevilling fra Sundhedsministeriet kan Odense Kommune oprette et sundhedsrum til byens stofmisbrugere. Et fixerum må dog vente.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) meddelte fredag, at Odense Kommune får 2.544.000 kroner til at drive et sundhedsrum i tre år.

I sundhedsrummet kan byens hårdest ramte stofmisbrugere få akut sygepleje og hjælp til at finde vej til det etablerede sundhedssystem, hvis de har brug for det.

Odense Kommune opretter sundhedsrummet i samarbejde med Kirkens Korshær i forbindelse med den nuværende dagvarmestue og café i Pantheonsgade.

Når varmestuen som planlagt flytter et andet sted hen, flytter sundhedsrummet med.

Sundhedsrummet får en sundhedsfaglig person på fuld tid. Desuden tilknyttes en læge og en socialrådgiver, som kan hjælpe, når der er brug for det.

Sundhedsrummet åbner hurtigst muligt efter nytår.

Fixerum må vente

Odense Kommune har i forbindelse med sundhedsrummet bedt om lov til også at oprette et fixerum, hvor narkomanerne kan indtage deres stoffer under kontrollerede forhold.

Det må imidlertid vente omkring et halvt år.

Regeringen er ganske vist tilhænger af at oprette fixerum, men sundhedsminister Astrid Krag (SF) har brug for tid til at studere udenlandske erfaringer.

Hun vil også have en dialog med Odense og de andre kommuner, der har ytrt ønske om at oprette fixerum.

Ved du noget? Så send os et tip