Narkomaner mishandles på Stige Ø

Når Odenses borgere hører om Stige Ø tænker de på natur, fordybelse og fred og ro. Men for byens narkomaner betyder det mishandling af værste skuffe.

Det afslører en ny bog, der har gravet sig ned i det odenseanske narkomiljø.

Når en narkoman en sen aften får besked på at sætte sig ind i en bil, fordi han eller hun skal ud på Stige Ø ved vekommende udmærket, hvad klokken er slået.

- Du bliver som regel bagbundet og får en masse tæsk. Nogen får klippet fingre. Og vi ved også, at der højst sandsynligt er nogen, der er blevet slået ihjel derude. Sådan er det. Vi kender konsekvensen. Vi havner derude på et eller andet tidspunkt, hvis vi ikke kan betale vores narkogæld, fortæller "Anja", der er narkoprostitueret i Odense.

Kæmper med narkogæld

"Anja" har været en del af narkomiljøet i Odense i årevis og har bidraget til den nye bog "I tusmørket", lige som hun til TV 2/FYN beretter om et liv i Odense, som kun de færreste har kendskab til.

- Vi har en kæmpegæld mange af os. Og det er et helvede at leve i, siger hun til TV 2/FYN.

Det er journalisterne Jakob Moll og Birgitte Ellemann Höegh, der i gennem et halvt år har undersøgt det odenseanske narkomiljø. Resultatet er e-bogen "I tusmørket", som kun udkommer digitalt. Du kan finde link til bogen i venstre spalte.

Lederen af politiets Task Force Vest, Kirsten Fischer, bekræfter over for TV 2/FYN, at der er en brutal underverden i Odense.

- Mit indtryk er, at det er blevet mere og mere råt. Det er en verden for sig selv. Det svarer til de værste film, man ser, og ikke engang de kan være med, siger Kirsten Fischer.

Brændemærket og voldtaget

Heinz Wolf er leder af Kirkens Korshærs varmestue i Odense og møder ofte de forkomne narkomaner, når de kommer tilbage fra afstraffelsesture på Stige Ø.

- Narkomaner kan faktisk godt græde. De kan se meget hærgede ud med cigaretmærker på arme og ryg. Den psykiske tortur er også slem og kan stå på over flere dage. Specielt voldtægterne er hårde, fortæller Heinz Wolf.

Se og hør mere på TV 2/FYN mandag kl. 19.30

Find e-bogen "I tusmørket" her

Oversigt

    Oversigt