I det fynske folks tjeneste

Natteravne på vej i Odense

Mere end 100 personer har vist interesse for at blive Natteravn i Odense en uge før det første hvervemøde. Dermed er der udsigt til, at Odense som den sidste større by i Danmark får et korps af natteravne på gaden.

Allerede en lille uge før det første hvervemøde på Rosengårdskolen på onsdag har Natteravnene fået masser af luft under vingerne og er klar
til at indtage Odenses gader, skriver Fyens Stiftstidende.

Tilmeldingerne strømmede nemlig ind, da Café Stiften torsdag aften havde Natteravnene på plakaten.

59 af deltagerne tilkendegav her, at de agter at involvere sig.

I dagene forud for debatmødet havde 42 personer meldt sig til.

Dermed tæller flokken af potentielle Natteravne i Odense allerede nu 101 personer.

- Fuldstændig fantastisk og langt over forventning. Potentialet har hele tiden været der. Det skulle bare lige findes frem, siger erhvervsmanden Niels Thorborg til Fyens Stiftstidende.

L'Easy-ejeren har i måneder arbejdet for at få Natteravnene til byen, så Odense med 10 års forsinkelse og som den sidste storby i Danmark også får de frivillige voksne ud på gaderne i nattelivet.

Natteravnenes ankomst til Odense skerefter en storstilet kampagne i et samarbejde mellem Natteravnene, Fyens Stiftstidende og reklamebureauet Nørgård Mikkelsen, som Niels Thorborg ejer halvdelen af.

- Nu bliver det til noget. Det er jeg helt sikker på, siger Niels Thorborg, der selv har meldt sig som Natteravn.

Ved du noget? Så send os et tip