Nattevagter i ældrepleje i oprør

Nattevagterne i Svendborgs fire ældreområder er så utilfredse med kommunens spareplaner, at mange af dem truer med at sige op. Særligt udsigten til at skulle køre alene om natten gør dem utrygge.

-

Nattevagterne i Svendborgs fire ældreområder er så utilfredse med kommunens spareplaner, at mange af dem truer med at sige op. Særligt udsigten til at skulle køre alene om natten gør dem utrygge.

Socialudvalgets sparekatalog lægger op til, at spare mellem tre og fire millioner kroner ved at nattevagterne skal køre alene fra 2006, skriver Fyns Amts Avis, mandag.

Men nattevagterne er bange for deres egen sikkerhed. De frygter flere overfald og indbrud i ældrecentrene, hvor der er talrige beretninger om kratluskere i nattetimerne.

Nattevagterne mener også, deres psykiske arbejdsmiljø bliver ødelagt, fordi de konstant vil føle sig utilstrækkelige og være bange for at overse noget, der får konsekvenser for en af de ældre, hvorefter de selv får en sag på halsen.

Forbund ind i sagen
Nattevagternes frustrationer kom frem på et stormøde arrangeret af deres fagforening, FOA, som nu er gået ind i sagen.

På mødet sagde flere nattevagter, at de vil kvitte jobbet, hvis de skal køre alene.

Sker det, kan kommunen få problemer med at skaffe uddannet personale. Tør politikerne tage ansvaret for kun at have ufaglærte på nattevagt, spørger fællestillidskvinde Birthe Fløjborg.

Oversigt

    Oversigt