Natursti omkring sydfynsk øhav forsinkes

Først til foråret står hele den 200 kilometer lange vandresti klar til samlet indvielse.

Skulle have været klar nu

En 200 kilometer lang vandresti omkring Det Sydfynske Øhav
skulle have været færdig til efterårsferien, men nu bliver det
først til foråret.

Det er en kombination af den almindelige travlhed på
byggemarkedet og med kommunalreformen, der har forsinket
projektet, siger projektkoordinator Rico Boye Jensen til Ritzau.

Den sammenhængende natursti bliver en af landets længste og
betegnes som et enestående projekt, fordi det går gennem et
område med overvejende private lodsejere.

Gennem otte kommuner

Stien strækker sig gennem otte kommuner på Sydfyn, Ærø,
Tåsinge og Langeland og skal tiltrække vandrere fra hele landet.
Den er fyrtårn i en plan om at øge naturturismen på Sydfyn,
kendt som et af landets smukkeste områder.

Projektet til i alt 15 millioner kroner støttes af EU med knap
fem millioner. Resten kommer fra kommunerne og Fyns Amt.

/ritzau/

Oversigt

    Oversigt