Naturstyrelsen: Rigtigt at aflive musvågen

Hos Naturstyrelsen Fyn beklager man, at Randers Regnskov ikke blev informeret om, at musvågen skulle aflives. Men samtidig fastholder styrelsen, at man har handlet korrekt.

Den efterhånden berømte musvåge blev aflivet i torsdags, selvom den zoologiske have Randers Regnskov gerne ville have haft fuglen til formidling om, at man ikke skal tage vilde fugle til sig.

Efter at have anmodet om at overtage musvågen spurgte Naturstyrelsen, hvordan fuglen skulle huses og hvad formålet var med at have den.

Det svarede Randers Regnskov på, men man hørte aldrig fra Naturstyrelsen igen.

- Jeg er ked af, at vi ikke har nået at give Randers Regnskov en begrundelse, det er simpelthen fordi vi har haft travlt. De skal selvfølgelig have en forklaring, siger vildtkonsulent Lars Erlandsen Brun til tv2fyn.dk.

Den rigtige beslutning

TV 2/FYN bragte først indslaget om den næsten tamme musvåge, der besøgte et ægtepar i Vissenbjerg, som fodrede den med mus.

Der har været stor debat på vores facebookside om, hvad man gør med en vild fugl, og det hele er altså endt med, at Naturstyrelsen i sidste uge blev enige om, at den bedste skæbne for musvågen var en tur forbi dyrlægens sprøjte.

Og det var den rigtige beslutning, mener Lars Erlandsen Brun.

- Ja. Det var jo ikke min beslutning alene, det har været inde og vende centralt, men generelt er det sket ud fra betragtningen om, at musvågen ikke ville kunne klare sig selv i naturen, siger vildkonsulenten.

Samtidig er det heller ikke styrelsens vurdering, at musvågen ville trives i fangenskab hos Randers Regnskov, selvom de har en falkoner ansat og en voliere, den kunne bo i.

- Den var ikke vant til permanent fangenskab. Den kunne jo bevæge sig fra sted til sted og har jo også gjort det hos forskelige mennesker på Fyn. Hvis Randers Regnskov gerne vil have en musvåge, så er der steder man kan få en, der har været tam i generationer, og som derfor er vant til et liv i fangenskab. Så jeg fastholder, at vores beslutning er rigtig, siger Lars Erlandsen Brun.

Oversigt

    Oversigt