Naturvidenskabelige uddannelser hitter på SDU

Et øget fokus på globale udfordringer har fået flere unge til at gribe lommeregneren og prøve lykken på uddannelser som fysik og biologi på SDU

Hvide kitler, lange formler og reagensglas er blevet mere populært på Syddansk Universitet, der åbner op for studiestart 2. september.

Det er uddannelser som farmaci, matematik, fysik, datalogi og biologi, der har opnået større popularitet blandt ansøgerne. Tal fra Syddansk Universitet viser, at antallet af optagne på det Naturvidenskabelige Fakultet er steget med 14 procent i 2019.

Fokus på at redde kloden

Ifølge Marianne Holmer, Dekan, Det Naturvidenskabelige Fakultet SDU, skyldes det større ansøgertal blandt andet den øgede fokus på miljø og bæredygtighed hos de unge. 

- Unge vil gerne bidrage til at løse globale udfordringer. De naturvidenskabelige uddannelser kan være med til at give kompetencer til at skabe nye løsninger for klima, sundhed, mennesker, dyr og miljø, udtaler Marianne Holmer til TV2/Fyn

Kærlighed til dyr og natur 

21-årige Nanna Bertelsen er en af dem, der kan se frem til at dykke ned i biologibøgerne, når hun begynder på bacheloruddannelsen i biologi til september.

- Jeg brænder virkelig meget for dyr og natur, og for alt hvad det indebærer af bevaring og naturbeskyttelse. Det er vigtigt, at vi bevarer den klode vi bor på og passer på den, siger Nanna Bertelsen. 

Og netop det kan Nanna Bertelsen se frem til at arbejde med i fremtiden.

- På de naturvidenskabelige uddannelser har vi inkorporeret de 17 verdensmål i undervisningen, hvor blandt andet projektarbejde giver anledning til at arbejde med problemstillinger som eksempelvis biodiversitet, siger Marianne Holmer.

Det Naturvidenskabelige Fakultet har det seneste år yderligere gjort opmærksom på sig selv ved at arrangere forskellige typer af camps på SDU, eksempelvis datalogi camp og it-camp for piger. Her har gymnasieelever kunnet få et indblik i, hvad man kan bruge naturvidenskaben til. 

I alt er 568 nye studerende blevet optaget på det Naturvidenskabelige Fakultet på SDU.

 

Oversigt

    Oversigt