Færre besøgte Det Fynske Dyrskue

23 procent færre personer besøgte Det Fynske Dyrskue i 2018 sammenlignet med 2017. Alligevel var arrangørerne dog tilfredse med 44.000 igennem tælleapparaterne.

Da Det Fynske Dyrskue søndag lukkede portene til Dyrskuepladsen midt i Odense, havde 44.000 gæster været igennem tælleapparatet, oplyser arrangørerne.

Det er en hel del færre end sidste år, hvor dyrskuet var tæt på 60.000 besøgende.

Traditionen tro bød årets fynske dyrskue på en god blanding af oplevelser og aktiviteter. Muligheden for at klippe et får, kramme en kanin, stryge en ko over mulen, opleve galoperende heste og se partering af gris og lam trak i løbet af især fredagen masser af børn og voksne til den odenseanske dyrskueplads. 

Også de store landbrugsmaskiner, som havde åbnet både førerhus og motorrum, samt Fødevaremarkedet var hele weekenden et stort trækplaster.  

Største ryk fredag

Vejrmæssigt bød weekenden på lidt af hvert med både sol, lidt vind og et par spredte byger. Det meste af tiden holdt det tørvejr med temperaturer omkring 20 grader, og ifølge dyrskuets formand har stemningen blandt både gæster og udstillere hele weekenden været i top.

– Det Fynske Dyrskue er en event, som byen kan være stolt af, og med 44.000 gæster oplever vi, at dyrskuet igen står sin prøve, siger Torben Povlsen.

Det store rykind på den fynske dyrskueplads startede fredag, hvor 18.000 gæster besøgte dyrskuet, heriblandt godt 10.000 skolebørn, lærere, børnehavebørn og pædagoger, som havde taget imod invitationen til gratis at besøge Det Fynske Dyrskue.

Det Fynske Dyrskue blev i år blev afholdt for 136. gang.  

Det Fynske Dyrskue har mistet næsten hver fjerde besøgende på et år.

Oversigt

    Oversigt