Nedlæg regionerne

Først fik de amterne nedlagt. Nu vil De Konservative også have regionerne nedlagt.

Synd for de ansatte

På et landsmøde om 14 dage vil De Konservative højst sandsynligt med stort flertal vedtage et forslag om at nedlægge regionerne. Det forslag støtter den fynske regionsrådskandidat, Lasse Krull (K).

- Regionerne er utroligt langt væk fra borgerne. Nu har vi haft fire år med regionerne, og jeg synes egentlig, at vi godt kan give dem det røde kort, siger Lasse Krull til TV 2/FYN.

Regionernes største ansvarsområde er sygehusvæsenet. Og hvis det står til de Konservative, så skal sygehusene til at være selvejende i stedet.

- Vi forestiller os helt klart, at sygehusene kunne være selvejende institutioner, hvor der både var fagfolk og erhvervsfolk og andre typer af personer, der har kendskab til sygehusvæsnet, der var i bestyrelserne og ikke nødvendigvis folkevalgte politikere, fortæller Lasse Krull.

Regionsrådsformand Carl Holst (V) tager forslaget med jysk sindsro.

- Det er ikke overraskende. Hverken i 70'erne, 80'erne eller 90'erne var de Konservative særlig varme på amterne. Men nu har de været med til at oprette regionerne, og som formand vil jeg passe mit arbejde, siger Carl Holst og fortsætter:

- Personligt er jeg ikke særligt berørt af det. Jeg synes, det er synd for de medarbejdere, der nu engang er ansat i regionerne, der har oplevet store forandringer og omstillinger i hverdagen, at de nu skal til at have en ny debat om de nu gør deres arbejde godt nok.

Oversigt

    Oversigt