Nedrivning af bro lukker motorvej

Lørdag aften lukker motorvejen over Fyn ved Middelfart i 15 timer. En gammel bro mellem Nørre Aaby og Middelfart skal rives ned i rekordfart.

Den nye bro over Fynske Motorvej erstatter en gammel bro kort før Lillebæltsbroen. Fra lørdag den 30. august klokken 18 starter nedrivningen af den gamle bro.

- Den nye bro er opført, fordi den sikrer bæreevnen på langt sigt, siger Mike Boesen fra Vejdirektoratet.

Broen kan fjernes på bare 15 timer, fordi Vejdirektoratet bruger særdeles kraftige maskiner og en særlig teknik.

- Selve nedrivningen foregår med gravemaskiner, men i stedet for en graveskovl har entreprenøren spændt en jernstang på, der ligesom en trykluftshammer smadrer broen fra oven. Desuden har maskinerne redskaber til at klippe jernarmeringen inde i betonen over. Alternativet ville være at sprænge broen i stykker, men det ville være mere tidskrævende at bore huller til sprængstoffet og samle al betonen op bagefter, forklarer Mike Boesen.

Klokken 18.00 lørdag den 30. august starter nedrivningen af den gamle bro, og allerede klokken 09.00 om morgenen søndag den 31. august forventes arbejdet fuldført.

- Vi nødt til at spærre motorvejen på et stykke, mens den gamle bro rives ned. For at genere folk mindst muligt, klarer vi det hele på en gang, mens det generer færrest mulige mennesker, nemlig natten mellem lørdag og søndag. Vi styrer helt uden om myldretidstrafikken, siger Mike Boesen.

Bjarne Sig Jensen

I østgående retning vil motorvejen være spærret hele vejen fra Middelfart til Nørre Aaby, og trafikken bliver dirigeret af Hovedvejen.

I vestgående retning er motorvejen til gengæld åben, men i tilslutningsanlæg 58b ved Middelfart skal man køre op af rampen og ned på den anden side igen.

Trafikken over den nye bro vil samtidig være spærret, mens den gamle bliver fjernet.

Oversigt

    Oversigt