I det fynske folks tjeneste

Nedrivningsplan for Vollsmose: Pensionskasser klar i kulissen

PKA har investeret 350 millioner i Gellerup og kalder løft i Odense for en god idé. PFA: Vi er ikke berøringsangste. Barfoed: Nej tak.

00:58

De danske pensionskasser står klar i kulissen, når Odense Byråds Vollsmose-plan skal føres ud i livet.

PKA, der alene i Gellerup-området i Århus har investeret 360 millioner kroner, kalder de nye planer for Vollsmose for en god idé. 

- Vi er klar, hvis de rigtige betingelser er til stede ligesom i Gellerup. Vi kan bygge i en bydel der har behov for at blive udviklet og kan give nyt liv og bringe Vollsmose videre, siger administrerende direktør i PKA Peter Damgaard Jensen til TV 2/Fyn.

Peter Damgaard Jensen

- Jeg har allerede set nogle planer for at ændre områdets karakter. De boliger, vi bygger i dag er lejeboliger, som ofte bebos af medlemmer, som er sygeplejersker og socialpædagoger, og dermed bringer vi nogle nye beboere til området, siger Peter Damgard Jensen.

- Jeg synes planerne i Odense er en god idé, fordi vi kan bygge boliger, som der er behov for på samme måde som i Aarhus, siger han.

Hos PFA oplyser Michael Bruhn, der er direktør i PFA Ejendomme, at det er et halvt år siden, man så nogle planer for Vollsmose, og at man gerne vil kende planerne mere indgående, før man kan sige, om man er interesseret.

Michael Bruhn, PFA Ejendomme 

- Det er svært at kommentere på et projekt, man ikke kender i detaljer, men vi er langt fra berøringsangste i forhold til at gå ind i områder, der trænger til et løft. Vi har faktisk kik på andre kvartérløft-projekter i øjeblikket i Københans-området, og omkring Odense kan jeg sige, at vi er meget positive. Vi har allerede investeret i nogle af de samme boligtyper i Gartnerbyen, som jeg kan forstå er på tale i Vollsmose. Desuden har vi finansieret et kollegie, og vi kikker også på et potentielt erhvervsbyggeri i Odense, siger Michael Bruhn.

TV 2/Fyn har været i kontakt med andre fynske investorer og entreprenører, der i øjeblikket er aktive i forbindelse med flere store byggeprojekter i Odense.

Men ingen har positivt meldt om interesse for at investere i Vollsmose.

Læs også Boligselskaber: Nedrivning alene løser ikke ghettoproblem

Nej fra Barfoed

Jørn Beier, administrerende direktør i Barfoed Group, oplyser, at koncernen i øjeblikket har bundet sine kræfter i byggeriet i Munkebjergparken ved unversitetet, hvor man har investeret 1,2 milliarder kroner.

Hos 5E Byg oplyser Torben Nielsen, at man som hovedregel ikke selv går ind i finansiering af den type projekter, og hos Humlebo Gruppen siger direktør Claus Ørtoft Rasmussen, at planen i Vollsmose ikke har koncernens primære fokus, og at man p.t. er voldsomt spændt for.

Læs også Borgmester efter nedrivningsplan: - Du kan roligt lade dit barn starte i skole

Måske fra Humlebo

- Men jeg vil ikke avise, at det kunne være interessant, hvis vi kunne være med til at udvikle noget spændende, som vi også kunne se noget forretning i, siger Claus Ørtoft Rasmussen.

Firmaet Skjøde Knudsen er ikke vendt tilbage på TV 2/Fyns henvendelse, men Jørn Tolstrup Rohde, der er bestyrelsesformand i Thorborg-koncernen, gerne vil have tid til at sætte sig ind i planerne, før han udtaler sig.

Læs også Se hele pressemødet om Vollsmoses fremtid