I det fynske folks tjeneste

Nej til fri proces i rygersag i Højesteret

Allan Lykke Jensen fra Søndersø giver ikke op. Hans advokat vil forsøge at få procesbevillingsnævnet til at give fri proces i Højesteret.

Den fynske eks-ryger Allan Lykke Jensen har fået afslag på fri proces til at bringe rygersagen i Højesteret.

Civilstyrelsen har givet eks-rygeren Allan Lykke Jensen afslag på fri proces til at få prøvet den såkaldte rygersag ved Højesteret.

Det oplyser Allan Lykke Jensens advokat, Karsten Høj, fra advokatfirmaet Elmer & Partnere.

Han beder nu Procesbevillingsnævnet om at omgøre afgørelsen.

Lykke Jensen har krævet erstatning af Skandinavisk Tobakskompagni, som han anklager for at manipulere med cigaretterne for at øge rygeres afhængighed.

Han har også påstået, at Prince cigaretterne indeholder mere nikotin og tjære, end der står i deklarationen.

Han havde krævet 53.000 kroner i erstatning, men det sagde Østre Landsret i januar nej til.

Allan Lykke Jensen besluttede med henvisning til sagens principielle karakter at anke landsrettens afgørelse til Højesteret og søge fri proces.

Men det har Civilstyrelsen nu afvist. Styrelsen henviser til, at rygersagen efter Østre Landsrets afvisning ikke længere kan anses for at være af så principiel karakter, at betingelserne for at få fri proces er opfyldt.

Styrelsen argumenterer ifølge advokaten også med, at sagen ikke har almindelig offentlig interesse.

Advokaten kalder afslaget på fri proces for "overraskende".

- Det er ubestrideligt den første retssag i Danmark, hvor domstolene skal tage stilling til den juridiske ramme for producentens erstatningsansvar og de krav til bevis, der kan stilles i en sag mellem en almindelig forbruger og den producerende virksomhed, siger Karsten Høj i en pressemeddelelse.

Han mener, at sagen indeholder mange interessante og væsentlige spørgsmål, der kan få betydning for andre sager.

Mens Procesbevillingsnævnet overvejer sagen, er forberedelsen af ankesagen i Højesteret sat i stå.

Ved du noget? Så send os et tip