Nej til røg i dagplejen

En underskriftsindsamling skal lægge pres på politikerne for at sikre røgfrie "arbejdspladser" for de allermindste. Det er en fynsk familie, der har taget initiativ til indsamlingen. 

Indsamler underskrifter

-Vi er begge holdt op med at ryge og sender rygende venner og familie ud i haven, når de trænger til en cigaret. På den måde har vi sikret, at vores datter på 4 måneder vokser op i et 100 % røgfrit miljø. Vi har med andre ord gjort alt, hvad sundhedsmyndighederne og diverse eksperter har anbefalet os.

Og vi blev derfor noget overraskede, da det gik op for os, at hun risikerer at blive udsat for passiv rygning, når hun om få måneder skal i dagpleje, fortæller Annette Wognsen Frederiksen, der sammen med sin mand, Michael Frederiksen, er initiativtager til underskriftsindsamlingen "Nej til røg i dagplejen." 

Skriv under på nettet

En opringning til det lokale dagplejecenter i Odense gjorde det klart for parret, at kommunen ikke kan give garanti for en røgfri plads. Trods den omfattende viden om passiv rygnings skadelige virkning har Christiansborg-politikerne endnu ikke forbudt rygning i landets dagplejehjem, og heller ikke de lokale politikere i Odense har sikret ren luft til børnene.

For at få en røgfri plads skal barnet være særlig disponeret for at få allergi. Og her er det ikke nok, at både Kræftens Bekæmpelse og Astma og Allergiforbundet netop nævner passiv rygning som en allergifremkaldende faktor.

Urimelige forhold

-Da det stod klart for os, at vi ikke har ret til en røgfri plads til vores datter, vendte vi situationen med både Kræftens Bekæmpelse og vores datters sundhedsplejerske. Herfra hersker der ingen tvivl om, at passiv rygning er skadeligt, og ikke kun bør forbydes på de voksnes arbejdspladser, men i høj grad også der, hvor de allermindste opholder sig, mens mor og far er på arbejde.

Om det er privatlivets fred eller de økonomiske konsekvenser, der holder politikerne fra at indføre et forbud mod røg i dagplejehjemmene, ved vi ikke. Men vi vil i hvert fald forsøge at lægge pres på politikerne, derfor har vi sat en underskriftsindsamling i gang. Og vi håber, at alle, der kan se det urimelige i, at små børn dagligt udsættes for passiv rygning, når de bliver passet, vil gå ind på www.roegfridagpleje.skrivunder.dk og skrive under, opfordrer Michael Frederiksen.  

Oversigt

    Oversigt