I det fynske folks tjeneste

Nej til tapning af kildevand på Valdemar Slot

Fyns Amt sagde torsdag nej til en ansøgning fra Valdemar Slot om at tappe kildevand fra en kilde nær slottet. Politikerne vil først have undersøgt om øens vandværker får brug for vandet fra kilden.

-

Fyns Amt sagde torsdag nej til en ansøgning fra Valdemar Slot om at tappe kildevand fra en kilde nær slottet. Politikerne vil først have undersøgt om øens vandværker får brug for vandet fra kilden.


Det var baron Niels Iuel-Brockdorff, der havde ansøgt Fyns Amt om at tappe 40.000 kubikmeter vand pr. år fra en kilde nær Valdemar Slot.


Men da vandværkerne på Tåsinge i forvejen har store problemer med at finde rent drikkevand, vil politikerne i Fyns Amt først have undersøgt, om vandværkerne kan benytte kilden på Valdemar Slot.


En god ide
\"Vi syntes, det er en rigtig god ide at tappe kildevand, og vi støtter også projektet. Men vi er nød til at tilgodese almenvellet i første omgang, og da nogle af vandværkerne på Tåsinge er nødt til at rense vandet for at skaffe nok drikkevand, har de førsteret til rent drikkevand på øen, \" siger Carsten Abild(V), formand for amtets Trafik- og miljøudvalg.


Hvis vandværkerne på Tåsinge ikke kan benytte vandkilden ved slottet, vil politikerne give tilladelse til tapning af kildevand i løbet af et eller to år.