Nepalesisk studerende får 10 i afsluttende eksamen

Den nepalesiske studerende og familiefar, Shalik Ram Battharai, der skulle udvises i dag, har fået et 10-tal i sin afsluttende eksamen i økonomi.

Shalik Ram Battharai fik i december at vide, at han skulle udvises den 7. januar. En måned inden, at han skulle forsvare sit speciale i økonomi på Syddansk Universitet. 

Men i går gik SDU med til at fremrykke hans eksamen, så han fik mulighed for at blive færdiguddannet, inden han skulle rejse tilbage til Nepal. 

Derfor var Shalik Ram Battharai i går til eksamen. En eksamen, som lå oven i flytning og klagesag til Udlændingenævnet. 

Det slog ikke Shalik Ram Battharai ud. Han fik nemlig et 10-tal for sit speciale, der handler om afdækning af firmaers værdi. 

- Jeg er meget glad. Det var en god overraskelse. De mente, at jeg havde gjort et godt stykke arbejde, siger Shalik Ram Battharai. 

Familien har fået lov at blive i Danmark, mens deres sag bliver behandlet. Det er endnu usikkert, hvor lang tid der går.

Men Shalik Ram Battharai håber, at familien får opholdstilladelse, så han kan begynde at søge job i den danske bankverden. 

Oversigt

    Oversigt