Snart repræsenteret i 10 europæiske lande
Den fynske internetsucces Netdoktor indtager nu Sydeuropa. Fra årskiftet begynder sundhedstjenesten at udkomme i Italien, Spanien og Frankrig. Dermed er Svendborg-firmaet repræsenteret i 9 europæiske lande.
Med udvidelsen i Sydeuropa befæster Netdoktor sin position som den ledende og dominerende udbyder af sundhedsinformation på internettet. Og det fynske internetfirma stopper ikke med Sydeuropa. Næste skridt er Holland, og derefter følger flere andre europæiske lande.
Målet er at holde de store amerikanske udbydere væk fra det europæiske marked. Og indtil videre går det over al forventning. Netdoktor er uden sammenligning Europas mest anvendte website, når det handler om sundhed.
"I Storbritannien vælger 68% af internetbrugerne Netdoktor, når de skal søge efter sundhedsinformation på nettet", siger direktør Rune Bech.
I øjeblikket har virksomheden 110 ansatte i Danmark, England, Tyskland, Østrig, Sverige og Norge. Med udvidelsen i Middelhavslandene vil der blive brug for endnu flere ansættelser hos Netdoktor, dog ikke i Danmark. I øjeblikket er der 15 ansatte i Svendborg og 30 i København.
Direktør Rune Bech ønsker ikke at oplyse om økonomien bag Netdoktor. Firmaet er tidligere blevet vurderet til at være milliarder af kroner værd af finanseksperter, selvom firmaet i øjeblikket giver underskud.
Samtidig med udvidelsen i Sydeuropa indleder Netdoktor et samarbejde med internetvirksomheden Pharmology.com.
Virksomheden har købt licens til en del af det materiale Netdoktor har liggende på sine mange websider.