Netto skrotter panten på plastikposer

I et år har fynske Netto-butikker haft pant på sine gule plastikposer. Nu dropper man panten.

Netto dropper pant på plastikposer efter et års forsøg på Fyn.

De gule plastikposer i fynske Netto-butikker har det seneste år været halvanden krone dyrere end normalt. Til gengæld har kunden kunnet få to kroner tilbage, hvis posen kom retur til butikken. Nu skrottes pantløsningen.

Forklaringen lyder, at det ikke er lykkedes Netto at finde en effektiv håndtering af returposerne.

Det er for nemt at opgive pant, bare fordi det er besværligt, mener professor i klimaforandringer og direktør ved klimacentret Nansen Centeret Bergen, Sebastian Mernild.

- Pant-delen har vi ikke helt knækket endnu. Vi mener fortsat, at det kan være en god løsning, men selve håndteringen i butikken har været drilsk og står desværre ikke mål med den miljøeffekt netop denne del af forsøget har, fortæller Michael Løve, direktør i Netto, i en pressemeddelelse.

Det er en skam, mener Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer og direktør ved klimacentret Nansen Centeret Bergen i Norge

- Der er mange ting, der er besværlige her i samfundet, og derfor skal vi ikke give op, men netop sætte ind og finde ud af, hvordan kan vi så får det løst. Plastik er en af de store problemstillinger, siger han.

Forbrugerne ønsker mere pant

Netto dropper plastikpanten dagen efter, at TV 2 bragte en undersøgelse om, at danskerne ønsker pant på langt flere ting end i dag.

Ifølge Megafon-målingen mente 79 procent af de adspurgte, at pant på vin- og spiritusflasker ville være en god idé. 67 procent ønskede pant på batterier, mens 57 procent svarede ja til, at pant på plastikemballage burde indføres. 22 procent vil gerne have pant på papamballage.

Forbrugerrådet Tænk ønsker ligesom forbrugerne pant på endnu flere ting. Blandt andet foreslår Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk, at der indføres lovpligtig pant på mælke- og kakaokartoner.

Nye mælkeflasker har fået pantmærke på. Claus Jørgensen, projektchef i Forbrugerrådet Tænk, håber, at panten udbredes.

Stopper salg af små poser

Netto vil dog fortsat forsøge at få danskerne til at spare på plastikken ved ikke længere at sælge de små gule poser.

Det glæder generalsekretær i verdensnaturfonden WWF, Bo Øksnebjerg. Han havde dog ønsket, at pantløsningen fortsat kunne eksistere.

- Vi er glade for, at Netto nu dropper de små poser, som ofte ender i naturen. Samtidig er jeg naturligvis ærgerlig over, at pant på poser ikke lige fungerer i Nettos regi, udtaler han i pressemeddelelsen.

 

Se interview med Nettos administrerende direktør, Michael Løve.

Oversigt

    Oversigt