NFL-stjerne blåstempler fynske Froholdt inden premiere

Fynske Hjalte Froholdt spillede endnu en træningskamp for New England Patriots og var ikke tilfreds med indsatsen.

Hjalte Froholdt var med igen for New England Patriots, som natten til fredag dansk tid vandt 10-3 over Carolina Panthers i holdets næstsidste træningskamp før NFL-sæsonen.

Danskeren leverede en blandet præstation i jagten på fast spilletid på NFL-holdet i denne sæson.Selv om de ikke var på banen samtidig, modtager Froholdt ros fra stjernequarterbacken Tom Brady, som har set danskeren til træning.

- Han har gjort et fantastisk stykke arbejde. Hele den offensive linje er godt instrueret, siger Brady til TV3 sport.

Amerikaneren har lagt mærke til Froholdts indsats på træningsbanen, hvor assistenttræner Dante Scarnecchia har ansvaret for den offensive linje, som danskeren er en del af.

- Dante er en meget krævende træner, og han er nok ikke den nemmeste træner at spille for. Men Hjalte har gjort et fornemt stykke arbejde.

- Han kæmper og konkurrerer hver dag. Han er hårdhudet og udholdende. Han har spillet lidt center og guard og gjort det godt, siger Brady.

Froholdt leverede dog en svingende træningskamp, hvor der også blev begået fejl.

- Der er masser af ting at blive bedre til og lære fra. Det er aldrig så godt eller dårligt, som man tror, det er.

Jeg skal se, hvordan jeg forbedre mig inde på banen, siger Froholdt til TV3 Sport.

Han forsøgte ikke at dvæle for meget ved en fejl undervejs i kampen, fordi det kan hænge ved mentalt.

- Det handler om at komme videre til næste spil så hurtigt som muligt. Det er selvfølgelig svært, hvis man ikke præsterer på det niveau, man har lyst til.

- Jeg prøvede at holde hovedet koldt og komme videre til næste spil. Alle laver fejl, siger han.

Froholdt er usikker på, hvor han står i forhold til at komme på holdet i New England Patriots.

- Det ved jeg ikke. Jeg vil prøve at få en god træning i næste uge. Det eneste, jeg kan kontrollere, er min attitude og at prøve at blive bedre hver dag, siger Froholdt.

 

Oversigt

    Oversigt