I det fynske folks tjeneste

Klagenævn slår fast: NGF Nature Energy mørklagde bestyrelsesreferater i strid med reglerne

Mens debatten om et forestående salg af den dengang kommunalt ejede energikoncern NGF Nature Energy var på sit højeste i december 2017, nægtede koncernen at give TV 2/Fyn aktindsigt i bestyrelsesreferater. Miljø- og Fødevareklagenævnet slår nu fast, at de burde have været udleveret.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har ophævet NGF Nature Energys beslutning om ikke at udlevere bestyrelsesreferater og pålagt energikoncernen at træffe en ny afgørelse.

Processen frem mod salget af den dengang kommunalt ejede forsyningsvirksomhed NGF Nature Energy blev kritiseret for at foregå i det skjulte og uden forudgående offentlig debat.

Debatten blev blandt andet bremset af energikoncernens beslutning om ikke at give medierne adgang til referaterne af de bestyrelsesmøder, hvor beslutningen af om sælge NGF Nature Energy blev drøftet.

... der er særlig offentlig interesse i udlevering af oplysningerne

Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, 14. marts 2019

Referater, som NGF Nature Energy ifølge den nye afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke burde have tilbageholdt. Afgørelsen begrundes blandt andet sådan her:

Det er Miljø- og Fødevareklagenævnets vurdering, at klagers interesse i at få aktindsigt i bestyrelsesmødereferaterne i denne sag vejer tungere end NGF Nature Energy Holding A/S´ interesse i at afslå udlevering.

Miljø- og Fødevareklagenævnet har desuden lagt vægt på, at:

... der er særlig offentlig interesse i udlevering af oplysningerne.

Med afgørelsen har klagenævnet således ophævet NGF Nature Energys afslag på aktindsigt og hjemvist sagen til fornyet behandling.

Miljø- og Fødevareklagenævnt: Offentligheden interesse vejer tungere en NGF Nature Energys interesse i at holde referaterne lukket.

Kritik af "hemmeligt" salg

​Miljø- og Fødevarenævnet har den 14. marts 2019 truffet afgørelse om, at NGF Nature Energy ikke kunne afvise en anmodning om aktindsigt i bestyrelsesreferater.

TV 2/Fyn bad om aktindsigt i bestyrelsesreferaterne i forbindelse med, at de otte fynske kommuner, som på daværende tidspunkt ejede NGF Nature Energy - der tidligere hed Naturgas Fyn - arbejdede på at sælge selskabet til den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners.

Salget af energikoncernen blev gennemført senere samme måned, men få uger før den endelige underskrift blev sat på salgsmaterialet, kritiserede flere eksperter i offentlig forvaltning og investering processen frem mod salget.

Kurt Klaudi Klausen, der er professor på Syddansk Universitet, var en af dem:

- I betragtning af, at det er så store og vigtige samfundsmæssige områder, hvad angår forsyning, er det jo tankevækkende, at man ikke har haft en mere omfattende offentlig debat.

TV 2/Fyn har mandag været i kontakt med NGF Nature Energy. Selskabets pressemedarbejder oplyser, at NGF Nature Energy ikke har nogen kommentarer til afgørelsen fra Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Læs også Derfor burde debatten om salg af energiselskab være offentlig

Omfattet af miljøoplysningsloven

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrunder afgørelsen med, at NGF Nature Energy - der i dag har skiftet navn til henholdsvis NGF Denmark og NGF Nature Biogas - med datterselskaber hører under miljøoplysningsloven.

Det skyldes blandt andet, at selskaberne beskæftiger sig med kollektiv forsyningsvirksomhed, og at de tilbage i december 2017 - inden salget til den britiske kapitalfond Pioneer Point Partners blev gennemført - var ejet af de fynske kommuner i fællesskab og dermed i sidste ende af borgerne.

Klagenævnets afgørelse er endelig, og kan dermed ikke indbringes for nogen anden myndighed.

​​