Ni-årig cyklede 35 km hjem til mor

En ni-årig dreng fra Faaborg blev mandag aften så fortørnet over, at hans mor ikke kom på besøg, at han greb jernhesten og begav sig ud på en cykeltur på 35 kilometer.

Drengen bor med sin far i Faaborg, og mens faren ikke var hjemme ventede knægten utålmodigt på besøg fra sin mor. Da hun ikke kom, tog han resolut sin cykel og begav sig selv ud på turen langs den trafikerede landevej til Assens.

Da faren kom hjem kontaktede han øjeblikkeligt politiet for at få sin søn efterlyst, og både taxaer og busser blev alarmeret, så de kunne holde øje med den forsvundne dreng.

Imens var det lykkedes for drengen at gennemføre den lange cykeltur. Men da han nåede frem til Assens, var han så træt og udkørt, at han måtte holde pause på en Shell-tank.

Her fandt en bilist den trætte dreng. Han blev budt på en sodavand og lidt at spise, hvorefter politiet blev kontaktet.

Drengen blev herefter kørt til sin mor, hvor han blev genforenet med begge sine forældre.

Oversigt

    Oversigt