Otte brande til: 42-årig sigtes for at sætte ild til Odense Roklub

Den 42-årige mand fra Odense, som siden den 19. februar 2016 har siddet varetægtsfængslet for brandstiftelse i Odense, er nu blev sigtet for at have påsat yderligere otte brande i Odense.

 Dermed er han sigtet for at have påsat i alt 13 brande og begået et tilfælde af blufærdighedskrænkelse.

-Vi kan fortsat ikke gå i detaljer om, hvorfor vi nu vælger at sigte den 42-årige mand for flere brande. Manden ønsker fortsat ikke at udtale sig til politiet, og derfor er vi nødt til at holde vores viden tæt ind til kroppen, men jeg kan sige, at vi mener, vores materiale er så stærkt, at det kan bære de mange sigtelser, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen, fra Fyns Politi.

Endnu ved politiet ikke, hvad der skulle drive den 42-årige. Han kommer fra den sydlige del af Odense, hvor han bor sammen med sin kæreste. Han har ikke et job.

 - Manden ønsker fortsat ikke at udtale sig til politiet. Vi ved, at han er en vred mand. Men et decideret motiv er ikke gået op for os. Der er ikke noget, der tyder på et seksuelt motiv til brandene, siger Henrik Justesen.

 

Manden har kun erkendt at have påsat branden i Dalum Idrætsforening (DHG) den 13. december 2015..

De nye sigtelser, som politiet har rejst, tæller påsættelse af en brand i Odense Roklub. Tidligere har politiet oplyst, at der her skete skader for mere end 10 millioner kroner.

 12 af de påsatte brande skete i løbet af 2015, mens branden mod Dalum IF, som manden har erkendt, fandt sted 13. februar 2016.

Den 42-årige mand er nu sigtet for at have påsat følgende brande i Odense.

 

  • 15. august 2015 - Odense Roklub på Kanalvej 160
  • 31. august  2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86
  • 19. oktober 2015 - Let-Køb Ranunkelvænget 86
  • 26. november 2015 - Dyreklinik, Dalumvej 10
  • 26. november 2015 - Fodklinikken, Dalumvej 8
  • 11. – 13. december 2015 – Plantas, Højmevej 31
  • 10. – 12. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1
  • 13. december 2015 - DHG’s klubhus Solbakken 23
  • 16. december 2015 - 3x34, Peder Wesselsvej 7
  • 18. december 2015 - Dyrup Kirke/FDF spejderhus, Tranehøjen 1
  • 22. december 2015 – Restaurant Bondestuen, Sdr. Boulevard 85
  • 26. december 2015 - Karvil Biler, Bondovej 13
  • 13. februar 2016 - Dalum Idrætsforening, Dalumvej 95D

Se kort over brandene her.

Desuden er han sigtet for at have begået blufærdighedskrænkelse i Fruens Bøge den 26. november 2015.

Når fristen for den sigtedes varetægtsfængsling udløber den 15. april, vil retten skriftligt blive anmodet om fortsat fængsling i yderligere fire uger. Sigtede har givet sit samtykke til forlængelsen, uden at der afholdes et retsmøde.

Oversigt

    Oversigt