I det fynske folks tjeneste

Ni kommuner planlægger nye besparelser i ældrepleje

Middelfart er en af flere kommuner, der allerede har foretaget ældrebesparelser, som nu vil gennemføre nye af slagsen.

Middelfart kommune er én af ni kommuner, som planlægger nye besparelser på ældreområdet. Foto: Casper Christoffersen / Ritzau Scanpix

En række kommuner planlægger ekstraordinære millionbesparelser på ældreplejen i år, selv om de i forvejen har skåret i området for 2019. Det viser en rundspørge fra Politiken Research.

Ud af de 57 kommuner, der har svaret, har halvdelen allerede gennemført besparelser i år. 

Læs også Fynske borgmestre i fælles opråb: - Det største problem for vores velfærd de næste ti år

Ni af dem siger ja til, at "nye udfordringer siden budgetvedtagelsen for 2019 nødvendiggør akutte besparelser og nedskæringer i ældreplejen".

Flere kommuner i gang med at skære i ældreudgifter

Det er Middelfart, Halsnæs, Helsingør, Næstved, Silkeborg, Hørsholm, Ishøj, Lolland og Silkeborg. Desuden er Haderslev og Næstved, der ellers ikke havde ældrebeskæringer på 2019-budgettet, på vej ind på samme sti.

Flere andre kommuner er også ifølge lokale medier i gang med at skære i dette års ældreudgifter.

- Udfordringerne er meget voldsomme, siger formand for omsorgs- og sundhedsudvalget i Helsingør, Mette Lene Jensen (V). 

Læs også Odense skal spare 200 millioner: - Det er en rigtig voldsom opgave

Helsingør er en af de kommuner, der allerede én gang har snittet i udgiften til praktisk hjemmehjælp for i år, og nu kan det være, at det sker igen. 

For der mangler 30 millioner kroner for at få 2019-budgettet til at hænge sammen, skriver Politiken.

Forvaltningen har foreslået, at standarden for kommunal rengøring hos de ældre sænkes fra hver anden uge til hver tredje uge. Der har også været forslag om kun at tilbyde rengøring hver fjerde uge. 

Det stemte omsorgs- og sundhedsudvalget ganske vist ned forleden, men Mette Lene Jensen mener, at situationen er så slem, at intet kan udelukkes. Hun ønsker, at hele budgettet åbnes igen, så alle poster kan komme til debat.

Middelfart vil spare på plejehjemmene 

I Middelfart er der lagt op til at spare på de kommunale plejehjem. De ansatte mødte op til protestdemonstration ved byrådsmødet 1. april. 32 ansatte skal ned i tid, og tre placeres andre steder.

Formand for social- og sundhedsudvalget i Middelfart, Kaj Johansen (S), erkender, at det "nok ikke er så smart" at tvinge de ansatte ned i tid, når der er behov for at gøre ældreplejen mere attraktiv for at rekruttere arbejdskraft. 

Men pengene skal findes, lyder det.

Ældreordfører Astrid Krag (S) siger til Ritzau, at ældreplejen er underfinansieret - både på grund af det stigende antal ældre og børn.

- Det her siger noget om, at kommunernes økonomi i forhold til velfærd er presset, og at velfærden har været underfinansieret de seneste år, siger hun.

S vil kalde ældreministeren i samråd 

Krag fortæller derudover, at S agter at kalde ældreminister Thyra Frank (LA) i samråd om konsekvenserne af besparelserne.

Hos regeringspartiet Venstre lyder det, at området har været prioriteret.

- Det er klart, at kommunernes udmeldinger giver anledning til dybe panderynker, siger sundhedsordfører Jane Heitmann til Ritzau.

- Men vi har jo løftet de kommunale budgetter med blandt andet en værdighedsmilliard om året, ligesom vi har hævet den kommunale serviceramme.