Niårige Mikkel fik stjålet vigtige bøger ved Bilka

Mens Mikkel købte slik med sin far, fik han stjålet sin taske med vigtige redskaber, han bruger, da han er en dreng med sproglige vanskeligheder.

I weekenden var niårige Mikkel fra Langeskov med sin far i Bilka for at købe slik. Mens de købte slik, var der indbrud i deres bil, og Mikkel fik stjålet sin skoletaske. 

- I skoletasken var blandt andet hans nye briller, hans bøger og - det værste af det - Mikkel er en dreng med sproglige vanskeligheder, og alle hans redskaber til det er nu også væk, skriver Mikkels mor, Ditte Rosenkvist Olesen, i et opslag på Facebook, der er blevet delt 23.500 gange i løbet af weekenden.

Skoletasken er en blå-grøn camouflage-skoletaske, som ses på billedet øverst i artiklen. 

Ifølge Mikkels mor er det nogle redskaber, der vil tage lang tid at erstatte. Hun håber, at der er nogen, der finder Mikkels taske på parkeringspladsen ved Bilka, så han kan få sine ting igen.

Politiet: Mange indbrud i biler ved Rosengårdcentret

Fyns Politi bekræfter over TV 2/Fyn, at der har været tyve på spil i området omkring Bilka og Rosengårdcentret.

- Vi kan konstatere, at der har været mange indbrud i biler i området omkring Rosengårdcenteret. Men der har også været mange i centrum af Odense, siger vagtchef Thomas Bentsen fra Fyns Politi.

- Om der er tale om den samme person, kan vi dog ikke sige noget om.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der var også problemer med tyve i samme område torsdag.

Her brød en eller flere tyve ind i Signe Schmidt Jensens bil, mens den holdt parkeret foran blå indgang ved Rosengårdcentret i Odense.

Væk var både tyven, Signe Schmidt Jensens skoletaske, computer og to et halvt års noter.

 

Oversigt

    Oversigt