Niårige Nor og 78-årige Tim danser sammen gennem Svendborg

Onsdag har danseforestillingen "Se byens krop" premiere. Men det er ikke en hvilken som helst danseforestilling. Det er nemlig helt almindelige svendborgensere i alle aldre, som danser gennem Svendborg.

Pokémonkortene flyver hen over havnen i Svendborg. De er faldet ud af niårige Nor Hvisbys jakke under opvarmingen til generalprøven til danseforestillingen "Se byens krop". Mens Nor Hvisby render rundt og prøver at få fat i sine Pokémonkort, prøver 78-årige Tim Skarvø ihærdigt at følge de instrukser, som koreograf Sofie Christiansen råber ud over Frederiksø. Men hørelsen er ikke, hvad den har været, så det er svært at følge med. 

Alle danserne mødtes tirsdag aften på Frederiksø til en generalprøve inden premiere onsdag aften.
Alle danserne mødtes tirsdag aften på Frederiksø til en generalprøve inden premiere onsdag aften.
Foto: Camilla Bøgeholt Lund

Den store aldersforskel er ikke til at tage fejl af. Men alligevel er det af helt samme årsag, at de er en del af danseforestillingen "Se byens krop". 

- Det er rigtig sjovt, at man lærer en masse nye folk at kende, siger Nor Hvisby. 

- Jamen, jeg er her for at møde nye mennesker og udvide mit netværk, forklarer Tim Skarvø.  

Ingen danseerfaring

Hverken Nor Hvisby eller Tim Skarvø har ikke nogen større danseerfaring, og det er faktisk kendetegnende for de 84 svendborgensere, som er med i forestillingen. Hele vinteren har de knoklet tre timer hver søndag i forskellige forsamlingshuse for at få forestillingen færdig. Danserne er en god blanding af cirka 40 borgere, 14 elever fra Haahrs Skole og 30 efterskoleelever fra Bernstorffsminde Efterskole.

quote Jeg gør det altså ikke igen. Men det er mest, fordi det kniber med hørelsen. Hukommelsen er heller ikke, hvad den har været.

Tim Skarvø, Danser, Se Byens Krop, Svendborg 

Forestillingen er en del af et treårigt landsdækkende projekt, der skal udbrede dans som kunstform og fællesskab.  Det landsdækkende projekt hedder "Ta' fat om dansen", og det er blevet kaldt danmarkshistoriens største danseprojekt. Det er et stort samarbejde mellem 26 kommuner og en lang række kultur- og uddannelsesinstitutioner blandt andre Syddansk Universitet. Bag projektet står også Nordeafonden, som har støttet det med 20,5 millioner kroner. 

Selvom formålet med projektet er, at dans skal udbredes, er yngstemanden og alderspræsidenten dog ikke helt enige om, hvorvidt det skal gentage sig. 

- Jeg var også med sidste gang, fortæller Nor Hvisby, der gerne ville være med igen, hvis der kom en næste gang. 

- Jeg gør det altså ikke igen. Men det er mest, fordi det kniber med hørelsen. Jeg kan ikke rigtig høre musikken, og derfor kan jeg ikke følge med. Hukommelsen er heller ikke, hvad den har været, forklarer Tim Skarvø og tilføjer: 

- Men folk puffer jo bare lidt til mig, når de kan se, at jeg ikke er med. Så det hjælper meget at være omgivet af så rare og hjælpsomme mennesker. 

 

Tilskueren skal følge med danserne rundt i Svendborg 

"Se byen krop" er en vandreforestilling, der udspiller sig på fem steder langs Den grønne tråd i Svendborg. Det vil sige, at publikum skal følge dansen forskellige steder hen.  Der vil blive opført danseforstillinger både i Byrådssalen, Guldsalen, på Torvet, Havnetrappen og Frederiksø. 

- Man skal jo både opleve byen gennem de dansende kroppe, men vi fortæller jo også forskellige historier om byen gennem dansene, fortæller koreograf Stina Strange.

- For eksempel vil man kunne fornemme det politiske i dansen i Byrådssalen, hvor danserne kæmper mod hinanden. Men de når også til enighed til sidst. 

Det er mindre grupper, der danser de forskellige steder, men det hele forenes til sidst på Frederiksø, hvor alle 84 personer danser sammen. Danserne øvet sig i de mindre grupper, som de er en del af, og det er først i weekenden, at alle 84 personer fik mulighed for at øve det hele sammen. 

Billtterne til forestillinge er gratis, men man skal alligevel melde sig på dans@svendborg.dk, da der er begrænset plads i Byrådssalen og Guldsalen. Til premieren er de virka 200 pladser dog stort set booket. 

Fakta om Ta' fat om dansen

 

Oversigt

    Oversigt