I det fynske folks tjeneste

Nicki P: Jeg skal nok få det wildcard

Foto: arkiv

Nicki Pedersen er meget fortrøstningsfuld i forhold til at få et af de fire wildcards til næste års VM-serie.

Der var inden lørdagens grandprix en teoretisk mulighed for, at Nicki Pedersen kunne slutte i top-8 og dermed sikre sig plads i næste sæsons VM-serie.

Den chance regnede dog væk i Polen, da sæsonens sidste løb måtte aflyses, men Nicki Pedersen er ikke desto mindre fortrøstningsfuld i forhold til at få et af de fire wildcards, der uddeles til næste års serie.

- Jeg ser mine chancer som utroligt gode, og efter i aften er jeg meget fortrøstningsfuld, siger Nicki Pedersen.

Han understreger dog, at han endnu ikke har fået noget at vide om et eventuelt wildcard.

- Nej, det har jeg ikke, men jeg har været verdensmester tre gange, vundet årets første grandprix og fået to andenpladser. Det ser jeg som et rigtig godt cv, siger Nicki Pedersen.

Ved lørdagens grandprix i Polen lagde Nicki Pedersen stærkt ud og fik hurtigt tilkæmpet sig to heatsejre, inden regnen satte en stopper for hans gode kørsel.

Ikke desto mindre regner danskeren med, at lørdagens kørsel må have været nok til at overbevise om, at han skal have et wildcard.

- Jeg har bevist, at jeg skal være med til næste år, så det er jeg glad for. Men jeg havde mere i mig. Jeg ville gerne have kørt med om top-8, og det var helt klart muligt i aften, lyder det fra Nicki Pedersen.

Derfor irriterer det også Nicki Pedersen, at løbet i Polen måtte aflyses, selvom han fik en andenplads med hjem.

- Jeg er utrolig ærgerlig. Jeg kunne have vundet lortet i aften, og jeg kunne også have fået endnu flere point, så jeg muligvis kunne have kæmpet med om top-8.

Ved du noget? Så send os et tip