I det fynske folks tjeneste

Nicki P. kørt på hospitalet i VM-skuffelse

Danmarks forsvarende verdensmestre i holdspeedway missede i første omgang VM-finalen og fik stjernen Nicki Pedersen skadet efter et voldsomt styrt.

Nicki Petersen i voldsomt styrt, da han lørdag forsøgte at kvalificere Danmarks forsvarende verdensmestre til årets VM-finale.

Nicki Pedersen var involveret i et voldsomt styrt i heat 15, da han lørdag aften sammen med det danske speedwaylandshold på hjemmebanen i Vojens forgæves forsøgte at kvalificere Danmarks forsvarende verdensmestre til årets VM-finale.

Den danske speedwaystjerne, der også er forsvarende individuel verdensmester, blev efter sit styrt, hvor han hang fast i en russisk modstander og ramte barrieren hårdt, kørt på hospitalet med forbrændinger på det ene ben.

- Under omstændighederne har han det godt, men han havde lidt ondt i benet. Lægerne siger, at han har fået nogle andengradsforbrændinger på benet, sagde landstræner Jan Stæchmann til DK4 umiddelbart efter styrtet.

Se heatet hvor det gik galt

På det tidspunkt duellerede danskerne heftigt med Rusland og Sverige om førstepladsen i semifinaledysten, hvor den samlede vinder sikrede sig en finaleplads. Nicki Pedersen kom som ventet ikke tilbage på banen, og det kostede for det danske hold, der foruden den uheldige dansker bestod af Bjarne Pedersen, Kenneth Bjerre, Niels-Kristian Iversen og Nicolai Klindt. I forvejen var kaptajn Hans Andersen ude med en skade.

Derfor sluttede Danmark med 45 point kun på tredjepladsen i semifinalen, som Rusland vandt med 51 point. Danmark og Sverige har på torsdag stadig en chance for en finaledeltagelse, når de møder nummer to og tre fra den anden semifinale til en såkaldt raceoff om to finalepladser.

Både torsdagens raceoff og selve finalen på lørdag i næste uge køres i polske Leszno.