Nicki P. kræver svensk lønforhøjelse

Ifølge svenske kilder vil den nykårede danske speedwayverdensmester Nicki Pedersen en lille million ekstra i løn for at køre i Sverige næste år.

Pokerspillet om millionerne er i gang for den danske speedwaykører Nicki Pedersen.

Som nybagt verdensmester er han en eftertragtet herre rundt om i de europæiske ligaer, og det ved fynboen godt.

Derfor er han nu gået i gang med at forsøge at slå kapital af sin VM-titel.

I sidste uge forlød det, at Pedersen ville have fire millioner kroner for at køre i Polen, og nu fortæller svenske Aftonbladet, at danskeren ifølge avisens kilder har forlangt, hvad der svarer til godt to millioner danske kroner for at forlænge aftalen med Hammarby.

Et krav, som Stockholm-klubben har svært ved at honorere.

- For bare fem år siden var lønniveauet helt anderledes, men publikumstilstrømningen og entréindtægterne er ikke fulgt med. Vi kan ikke blive ved på den her måde, siger klubbens formand, Tommy Cederlund.

Ifølge Aftonbladet tjente Nicki Pedersen i den forgange sæson i Sverige et beløb svarende til 1,2 millioner danske kroner.

Oversigt

    Oversigt