Nicki P. lever fint med andenpladser

Speedway-køreren Nicki Pedersen kan sagtens leve med ikke at vinde nogle Grand Prix'er, så længe han vinder den samlede VM-sejr.

Det er ligegyldigt, om man taber alle slagene, hvis man ender med at vinde krigen. Sådan ser den forsvarende danske speedway-verdensmester Nicki Pedersen på sit titelforsvar, der indtil videre forløber efter planen - men uden Grand Prix-sejre.

I lørdagens Grand Prix i Parken i København kørte han sig for fjerde løb i træk i finalen, men som i de tre foregående måtte han nøjes med en sekundær placering.

- Jeg er glad. Jeg satte 20 point i banken og det er det, der er vigtigt for mig. Jeg siger hele tiden, at jeg hellere vil være verdensmester end at vinde i Parken, sagde han efter løbet.

Men han erkender, at det ville have været rarere at have givet de 28.109 begejstrede tilskuere i Parken en sejr end den andenplads, polske Tomasz Gollob henviste ham til.

- Selvfølgelig er det da fedt at blive tiljublet sådan for en andenplads. Men det ville da have været sejt lige at nappe førstepladsen, for jeg havde farten til det, sagde Nicki Pedersen.

Læs mere her

Oversigt

    Oversigt