Nicki Pedersen bliver skubbet ud af grandprix i Polen

Fynboen Nicki Pedersen fik et skub efter et dramatisk heat, og danskeren endte med seks point i grandprixet i Gorzow.

Fynske Nicki Pedersen formåede ikke at følge op på sin sejr fra det seneste grandprix, da speedwaykøreren lørdag aften kørte sæsonens syvende grandprix i Gorzow i Polen.

Den 41-årige dansker måtte nøjes med at score seks point i fem starter, og det var ikke nok til at gå videre til semifinalerne.

Nicki Pedersen røg ind i et regulært drama i forbindelse med heat 16, hvor han endte på tredjepladsen.

Danskeren kæmpede undervejs i heatet en heftig kamp mod Maciej Janowski om andenpladsen.

Polakken mente, at Nicki Pedersen kørte for hårdt, i hvert fald viste han danskeren fingeren under heatet.

Dramatikken fortsatte efter heatet, da kombattanterne var på vej ud i ryttergården.

En person skubbede tilsyneladende til Nicki Pedersens cykel, så danskeren kørte ind i Maciej Janowski.

Danskeren forsøgte at bedyre sin uskyld, men indkasserede et meget hårdt skub fra en anden person.

Kom slet ikke i mål

Med balladen fik Nicki Pedersen det polske publikum på nakken, inden han umiddelbart efter skulle i aktion i heat 17 fra den sædvanligvis lidet attraktive bane tre.

Det skete i et eksplosivt heat mod tre andre med VM-titler på cv'et, australske Jason Doyle, briten Tai Woffinden og amerikaneren Greg Hancock.

De fire kørere havde tilsammen vundet ti VM-titler.

Nicki Pedersen, der vandt VM-titlen i 2003, 2007 og 2008, kom slet ikke i mål i heatet og sluttede altså med seks point og uden en heatsejr. 

Danskeren vandt for to uger siden grandprixet i Målilla i Sverige.

Det var hans første grandprixsejr i knap tre år.

Nicki Pedersen har de seneste sæsoner døjet med både manglende form og alvorlige skader, som har truet med at sætte en stopper for hans karriere. 

Oversigt

    Oversigt