Nicki Pedersen dropper DM-finale: Førligheden fortsat i fare

Den fynske speedwaystjerne er stadig så medtaget af et brud på en nakkehvirvel, at selv et mindre nyt styrt vil kunne få katastrofale følger

Fredag køres DM-finalen i speedway i Fjeldsted, men det bliver uden den tredobbelte danske verdensmester Nicki Pedersen.

Speedwaystjernen meddeler på sin hjemmeside, at han melder fra til DM-finalen samt til tredje runde i EM-serien i svenske Hallstavik søndag.

Røntgenbilleder efter prøvekørsel
Fredag i sidste uge var Nicki Pedersen for første gang ude at køre på en speedwaycykel, siden sit alvorlige styrt for et par måneder siden. Det var i polske Leszno, hvor han kørte nogle træningsomgange.

Umiddelbart efter gennemgik han nogle undersøgelser, hvor der blev taget nogle røntgenbilleder.

Disse informationer er siden overdraget til Nicki Pedersens danske læger, og det er ventet, at han snart træffer en beslutning om sin fremtid i sporten.

- Nicki fik i dag lægernes vurdering af sin skade på nakken. Han vil bruge nogle dage på at tænke det hele igennem og vil derefter komme med en udmelding om, hvordan fremtiden ser ud, lød det på speedwaykørerens hjemmeside mandag.

Nicki Pedersen styrtede 24. maj i en dansk ligamatch i Holsted. Han pådrog sig et nyt brud på en nakkehvirvel, efter at han første gang brækkede nakkehvirvlen efter et grimt styrt i september i fjor.

Fire afbud
Nicki Pedersen har siden måttet melde fra til fire VM-grandprixer.

For en uge siden fik den 40-årige danske speedwaykører grønt lys til at gøre comeback, men det var med lægernes besked om, at risikoen for at miste førlighed ved endnu et styrt er større.

- Jeg vil have svært ved at tilgive mig selv, hvis uheldet er ude, selv om jeg er blevet advaret. Det er første gang, jeg har den overvejelse, udtalte Nicki Pedersen, da han i sin tid havde fået den besked.

Derfor har Nicki Pedersen været i tænkeboks omkring sin fremtid i sporten, og det ventes, at han snart beslutter, om han fortsætter eller indstiller karrieren.

Oversigt

    Oversigt