Nicki Pedersen glæder sig over fremgang

Speedwaykøreren Nicki Pedersen glæder sig over sin andenplads i sæsonens første grandprix i New Zealand.

Efter tredjepladser i Auckland i 2013 og 2012 var den tidligere danske speedwayverdensmester Nicki Pedersen glimrende tilfreds med en andenplads i grandprixet lørdag.

Nicki Pedersen blev lige nøjagtigt passeret af tyskeren Martin Smolinski på sidste omgang af finalen i New Zealands grandprix. En finale, som blev utroligt spændende, fordi kørerne havde føringen på skift.

- Jeg er glad for andenpladsen. Jeg kørte godt hele aftenen, og jeg sluttede en plads bedre end de to seneste år, så jeg kan ikke klage, siger danskeren, som også har en kommentar til den medrivende finale.

- Jeg tror, at jeg skal mange år tilbage for at huske en finale som denne. Jeg kan slet ikke huske, at have set en kører, som lå allersidst i et par runder og alligevel er kommet tilbage og har vundet grandprixet.

Nicki Pedersen bør måske heller ikke beklage sig. Han var aftenens topscorer og fører nu VM-serien med i alt 19 point. Polakken Krysztof Kasprzak er nummer to med 17.

For en anden dansker Niels-Kristian Iversen, som blev nummer 12 i Auckland og samlet er nummer ti, var aftenen en skuffelse.

- Jeg fandt aldrig farten. Jeg kan ikke lyve mig fra, at det her svider lidt, og der er lang vej hjem til Europa lige nu, siger han i en pressemeddelelse.

Midt imellem de to danskere lå Kenneth Bjerre, som formentlig er rimeligt tilfreds med at blive nummer fem i grandprixet og samlet være på sjettepladsen i VM-stillingen.

Oversigt

    Oversigt