Nicki Pedersen melder afbud til parløb

Pedersen har fortsat problemer med sin arm og kommer ikke med i lørdagens parløb i Polen.

Den fynske speedwaykører Nicki Pedersen er ikke med, når en række af verdens bedste kørere lørdag aften stiller op til Best Pairs-løbet i Torun i Polen.

Pedersen døjer fortsat med problemer med den venstre arm, der brækkede i det svenske grandprix i begyndelsen af maj, og fynboen prioriterer i stedet at være frisk til næste weekends grandprix i Gorzow.

- Det går fremad dag for dag, men jeg vil ikke tage nogen chancer, siger Nicki Pedersen på sin hjemmeside.

Best Pairs skal tage arven op efter par-VM, der blev kørt for sidste gang i 1994, men løbet er reelt at betragte som et showløb med pæne pengepræmier på højkant.

Der er ikke VM-point på spil. Derfor er Nicki Pedersens afbud gratis i forhold til kampen om VM-titlen, hvor fynboen i øjeblikket ligger nummer tre.

Hans Andersen overtager Nicki Pedersens plads i det danske par i Torun, hvor han bliver makker med Michael Jepsen Jensen.

Oversigt

    Oversigt