Nicki Pedersen om misset semifinale: Sørgeligt

Den danske speedwaystjerne var utilfreds med sit udstyr i det polske grandprix, der sluttede som en nedtur.

Det blev en frustrerende aften for den danske speedwayveteran Nicki Pedersen, der i lørdagens polske grandprix i Gorzow måtte nøjes med otte point og en samlet niendeplads.

Pedersen var ellers meget tæt på en semifinale, men intet gik fynboens vej på en aften, hvor den var gal med udstyret.

- Det er sørgeligt. Men jeg haltede bagefter hele aftenen. Jeg havde problemer med min cykel, og i andet heat kunne den nærmest ikke slæbe sig igennem, siger Nicki Pedersen.

- Det blev bedre, da jeg fik skiftet cykel, men den anden starter ikke særlig godt. Den kører egentlig stærkt nok, men den starter dårligt, og så er det op ad bakke, lyder det fra Pedersen.

Den tredobbelte verdensmester brækkede håndleddet i det svenske grandprix for halvanden måned siden, men selv om smerterne fortsat generer ham, var det ikke forklaringen på nedturen.

- Jeg er okay tilfreds med min kørsel. Jeg kæmpede som en sindssyg og fik flere gange kørt mig op, selv om jeg havde den dårligste start. På den måde var det udmærket, men for at komme i finalen skal man lave bedre starter, siger Nicki Pedersen.

Danskeren startede grandprixet som en samlet nummer tre i VM-stillingen, men nu er han overhalet af både verdensmesteren Chris Holder og lørdagens vinder Jaroslaw Hampel i den tætte topstrid.

- Det er tæt, men løbet er ikke kørt endnu. Det er op til mig selv, og næste gang skal jeg have flere point. Når man kun laver otte, så dumper man lige et par takker ned, erkender Nicki Pedersen.

Efter lørdagens anstrengelser i Gorzow er grandprixfeltet halvvejs igennem sæsonens 12 udfordringer.

Næste gang kørerne skal i aktion er det danske grandprix i Parken, der køres den 29. juni.

Oversigt

    Oversigt