Nicki Pedersen raser over skub: - De smider rundt med sutten i vuggestuen

Den fynske speedwayveteran havde ikke meget til overs for polske Maciej Janowski efter grandprixet i Gorzow.

Det blev på alle måder en skidt aften for fynske Nicki Pedersen, da han lørdag var med i grandprixet i Gorzow i Polen.

Speedwaykøreren, der for to uger siden vandt grandprixet i Målilla i Sverige, måtte nøjes med at score seks point i fem starter, hvilket ikke var nok til at komme i semifinalerne. 

Derudover kom Nicki Pedersen også i centrum for en større ballade, efter at han i heat 16 havde duelleret og tabt kampen om andenpladsen i heatet til Maciej Janowski. 

quote Jeg føler, det er lidt en børnehave i øjeblikket. At de smider rundt med sutten i vuggestuen.

Nicki Pedersen

Polakken gav danskeren fingeren efter heatet, og det kom til tumult i ryttergården, da en person fra Janowskis lejr gav Nicki Pedersen et voldsomt skub. 

Den 41-årige dansker har ikke meget til overs for Maciej Janowskis opførsel. 

- Det er meget usportsligt af Janowski. Jeg føler, det er lidt en børnehave i øjeblikket. At de smider rundt med sutten i vuggestuen.

- Han lavede en kørefejl foran mig og var ved at falde af cyklen. Han reddede så cyklen, og jeg var ved at køre inden om ham, men jeg gav ham så rigeligt plads op ad langsiden, og så kørte han forbi mig igen. Og så gav han mig fingeren efter heatet.

- Men jeg forstår ikke, at han gør sådan noget. Det er jo ræs, og der var ingenting, det var ikke noget med, at jeg kørte ham ud. Det er lidt en primadonnaskole, vi har i øjeblikket, siger Nicki Pedersen. 

Sagen skal drøftes

Danskeren forventer, at sagen vil blive taget op af løbskomitéen, også efter det store skub, han modtog i ryttergården.

- Det er taget til efterretning, jeg gjorde ingenting. Jeg er snu nok til at lade være med at gøre noget, siger Nicki Pedersen, der forholdt sig roligt i situationen.

Grandprixet i Gorzow blev præget af, at det havde regnet massivt i optakten. 

Det gjorde forholdene svære for rytterne, måske ikke mindst for Nicki Pedersen, der har kæmpet med skader. 

- Banen var meget speciel. Det er ens for alle, men jeg må indrømme, at jeg ikke kunne finde grejets setup på cyklen og få den til at køre fremad, siger danskeren. 

Fynbos målsætning

Nicki Pedersens mål for sæsonen er at slutte i top-8, hvilket vil sikre ham direkte adgang til grandprixserien i næste sæson.

Det forehavende er blevet sværere efter grandprixet i Gorzow. Med tre grandprixer tilbage i sæsonen er Nicki Pedersen nummer 11 med 52 point, 13 point færre end russeren Emil Sayfutdinov på ottendepladsen. 

Slovakken Martin Vaculik vandt grandprixet i Gorzow. 

Briten Tai Woffinden, der blev nummer tre, topper VM-stillingen med 103 point.

Det næste grandprix køres 8. september i Krsko i Slovenien. 

Oversigt

    Oversigt